Fællesspisning er en fin tradition
Udvalgsformænd afviser, at fælles nytårsspisning er pamperi eller fråds
Der er ingen grund til at se skævt til, at politikere og embedsmænd spiser en hyggelig middag sammen en gang imellem. Det mener Mads Lund fra Borgergruppen og socialdemokratiske Lars Ejby Pedersen.
De to har skiftedes til at sidde som formand i Teknisk Udvalg siden sidste kommunalvalg. Udvalget figurerer på den liste over repræsentations-forbrug, som Liberal Alliances spidskandidat, Kent Hedemann Kristensen, sidste uge kritiserede skarpt her i avisen.
Siden sidste valg har Teknisk Udvalg holdt tre såkaldte nytårsspisninger på henholdsvis Ti Trin Ned, Trinity og Oven Vande. Den samlede udgift for de tre arrangementer er på 22.640 kroner. Men det er ikke pamperi eller fråds, mener Lars Ejby Pedersen og Mads Lund. Det er tværtimod en god og fornuftig ting at politikere, embedsmænd og samarbejdspartnere sætter sig om samme bord i nogle timer.
Det sociale er et must
Mads Lund, som har været formand for Teknisk Udvalg i to omgange siden valget, mener at Kent Hedemann Kristensens kritik er ude af proportioner.
"Vi er nede i laveste fællesnævner. Jeg synes faktisk, at byrådsmedlemmer burde tvinges til at spise en middag sammen. I den sidste valgperiode har det sociale ikke fungeret. Men man skal kunne sætte sig ned over en øl eller en mad efter at have skændtes. Prøv at se i sidste byrådsperiode, hvad der sker, når man ikke kan det. Dét er da et problem," siger Mads Lund.
Han kan i sine mange byråds-år kun mindes ét eksempel på et repræsentationsforbrug, der skar i hans øjne. Og han mener, at de omtalte fællesspisninger er en både god og fornuftig ting. Det samme mener Lars Ejby Pedersen, som var udvalgsformand i cirka 15 måneder, inden byrådet omkonstituerede sig endnu en gang.
"Nytårsspisningen er en fin tradition, hvor udvalgsmedlemmerne og embedsmændende får mulighed for at snakke mere løst end de sædvanlige, korte, meget dagsordenslagte møder. Andre holder en julefrokost, men i Teknisk Udvalg er traditionen, at man spiser sammen. Menuen er kogt torsk, og vi får pandekager og en likør til dessert. Og så en kop kaffe. Det er stille og roligt, og folk kører altså hjem bagefter," siger han.
Ifølge Lars Ejby Pedersen er der typisk omkring 15 deltagere ved fællesspisningerne. Derved er den gennemsnitlige kuvertpris på omkring 500 kroner.
Ifølge kommunalforsker Roger Buch fastsætter loven ikke nogen fast beløbsgrænse for den slags arrangementer.
"Standardniveauet for bespisning ved arrangementer af denne type er på 1.000-1.200 kroner," siger han.
"Det sociale er så vigtigt, at det efter min mening burde være påtvunget."
Mads Lund, Borgergruppen
"Nogle holder julefrokost. Teknisk Udvalg holder nytårsspisning."
Lars Ejby Pedersen, Socialdemokraterne