Fortsæt til indhold

Venstre vil føre Vejle sikkert videre

Stem på Venstre, hvis den gode udvikling i Vejle Kommune skal fortsætte. Det er budskabet i partiets nye principprogram

Arkiv
Arkiv

Vejle Kommune var på afgrundens rand for fire år siden, da Venstre overtog borgmesterposten fra Socialdemokraterne. Men i dag er der kommet styr på økonomien, og det går ret godt i Vejle, der er fyldt med byggekraner og er lokomotivet i Trekantområdet. Det går faktisk så godt, at der er råd til gøre folkeskolen og ældreplejen bedre og samtidig give erhvervslivet skattelettelser og holde den kommunale personskat i ro.
Sådan, kort fortalt, er budskabet i Venstres principprogram "Vejle sikkert videre" for 2014-2017, som partiet i sidste uge lagde frem på et pressemøde forud for kommunalvalget i november.
"Kommunen var endt under administration i løbet af to-tre år, hvis vi ikke havde taget fat og lagt en ny budgetstrategi, hvor man ikke bare kan overskride budgetterne, uden det får konsekvenser," siger borgmester Arne Sigtenbjerggaard.
Der er i Venstres regeringstid blevet skåret hårdt i den kommunale administration, der på tre år er blevet slanket med 1.200 medarbejdere, hvilket svarer til cirka 10 procent af alle ansatte.

Går ydmygt til opgaven

Venstre har cirka 1.000 medlemmer i Vejle Kommune, og de har alle haft muligheden for at komme med input til partiets principprogram for den kommende byrådsperiode 2014-2017.
"Vi har haft en snak med hele organisationen, og principprogrammet skulle gerne afspejle den ydmyghed, vi går til opgaven med. Vores udgangspunkt er, at vi skal kæmpe os til magten på ny," siger gruppeformand Jens Ejner Christensen, der er bindeled mellem byrådsgruppen og baglandet.
Baglandet består af 12 lokalforeninger rundt omkring i kommunen, der vælger en fælles formand på en fælles generalforsamling. Formanden hedder Leif Jacobsen, og han håber på, at Venstre ved det kommende valg får valgt flere medlemmer fra Vejle by ind i byrådet. Langt de fleste af Venstres nuværende byrådsmedlemmer er ikke fra Vejle, hvor omtrent halvdelen af kommunens borgere bor. Så den nuværende fordeling i byrådet er skæv, mener Leif Jacobsen, der ser frem til kommunalvalget den 19. november 2013.
"Jeg er lidt spændt på reaktionen fra de andre partier på vores principprogram. Jeg håber, valgkampen kommer i gang nu," siger Leif Jacobsen.