Ungeledighed falder
De seneste opgørelser over udviklingen i ledighed blandt unge som løbende offentliggøres på Jobindsats.dk viser, at ledigheden falder i Lejre
Lejre “Jeg er glad for at konstatere, at Lejre Kommunes handlingsplan for ungeindsatsen virker,” siger borgmester Mette Touborg som reaktion på, at ungeledigheden i Lejre Kommune ser ud til at være faldende. I løbet af det sidste år, nærmere bestemt i perioden fra juni 2012 til juni 2013, er ledigheden for unge (16–29 årige) modtagere af a-kassedagpenge faldet med 25 procent. For gruppen af jobklare 16–29 årige kontanthjælpsmodtagere er ledigheden i tilsvarende periode faldet med 20,9 procent. Jobcenter Lejre ligger i denne opgørelse som nummer ét blandt samtlige jobcentre i Østdanmark, hvad angår nedbringelse af ungeledigheden for dagpengemodtagere og nummer seks når det gælder nedbringelse af ungeledigheden for jobklare unge kontanthjælpsmodtagere. “Nedbringelse af ungeledigheden er et højt prioriteret indsatsområde for Lejre Kommune. I forbindelse med vores budgetaftale for 2013, formulerede Kommunalbestyrelsen det mål, at ingen unge i Lejre skal gå ledige. Derfor vedtog vi i foråret 2013 en handleplan for ungeindsatsen, og det ser ud til, at denne handleplan allerede giver resultater. Det siger mig, at vi har fokus på de rette elementer i vores ungeindsats,” siger Mette Touborg.
Projekt karrierefinder
Et eksempel på en unge-indsats er projektet ”Karrierefinder”, hvor unge ledige matches med frivillige mentorer fra erhvervslivet for at lykkes med at finde arbejde eller uddannelse. “Jeg glad for, at vi nu har nogle konkrete erfaringer og foreløbigt gode resultater, som kan komme andre unge til gavn, og som flere kommuner er interesserede i at høre om,” siger borgmester Mette Touborg. I Udvalget for Job & Arbejdsmarked glæder man sig over, at kommunen har færre udgifter til forsørgelse af ledige unge: “Jo flere unge vi får i arbejde eller ordinær uddannelse, desto mere sparer kommunen på forsørgelsesudgifter. Resultaterne virker også forebyggende i forhold til sociale problematikker – som for eksempel misbrug og kriminalitet,” siger udvalgsformand Christian Plank, som er godt tilfreds med Jobcenter Lejres indsats for at hjælpe de unge hurtigt videre med job eller uddannelse.