Fortsæt til indhold

Mindretallet vil sætte skub i landdistrikter

Partierne SSW og SP har nedsat en fællesgruppe for at arbejde på løsningsforslag

Arkiv
Arkiv

SSW fra Sydslesvig og Slesvigsk Parti fra Sønderjylland har besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal drøfte og udarbejde løsningsforslag for de udfordringer og problemer, landdistrikterne står over for på begge sider af grænsen.
Det besluttede landsstyrelserne for de to mindretalspartier efter en fælles konference i Padborg forleden. Arbejdsgruppen skal påbegynde arbejdet i efteråret og ventes at præsentere første resultater i foråret 2014.
"Landdistrikterne i henholdsvis Sydslesvig og Sønderjylland står over for de samme udfordringer: De unges fraflytning, mangel på arbejdspladser, ringe sundhedsforsyning og aldrende landsbysamfund", siger landsformand Flemming Meyer fra SSW.
"Vi mener derfor, at løsningen på disse problemer må findes i fællesskab, inden for et dansk-tysk samarbejde", siger Meyer.
SP-formand Carsten Leth Schmidt siger: "Vores fælles mål er at opnå fremskridt for de landlige regioner på begge sider af grænsen. Konferencen mundede ud i en række gode forslag og ideer, som vi vil arbejde videre med, heriblandt en kommunal mellemfinansiering af af projekter".
Der findes ingen universalopskrifter, understreger Carsten Leth Schmidt, idet udviklingen afhænger meget af de lokale rammebetingelser.
"Jeg er dog overbevist om, at et udvidet samarbejde og fælles strategier på tværs af kommunegrænser kan bidrage til mere aktivitet i de landlige områder. I Sønderjylland har vi f.eks. en veludbygget infrastruktur med hurtigt internet, som kan bidrage til at skabe endnu flere arbejdspladser i landdistrikterne. Den model kunne vi med fordel eksportere til Slesvig-Holsten“, siger Leth Schmidt, der også vil sætte fokus på de landlige områder ved det kommende kommunalvalg i Sønderjylland.
"Vi har allerede længe samarbejdet godt med SSW inden for det grænseoverskridende samarbejde. Den synergi vil vi nu gøre brug af til fordel for de landlige regioner“, siger SP-formanden.