Fortsæt til indhold

"Vi har brug for et hurtigt svar"

Haderslev Kommune er i øjeblikket i gang med planlægningsarbejdet for etablering af vindmøller i kommunen. Debatten og usikkerheden i befolkningen har fået borgmester Jens Christian Gjesing til at bede Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse om hurtig pro

Arkiv
Arkiv

I tråd med Folketingets energiforlig er Haderslev Kommune i gang med lokalt planlægningsarbejde for etablering af vindmøller. Lige nu udarbejdes der for henholdsvis Kastrup Enge og Nybøl VVW-redegørelse, kommuneplantillæg og lokalplan.
Haderslev Byråd er dog enige om, at planerne ikke vedtages, før den varslede rapport fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, hvor man vil undersøge en eventuel sundhedspåvirkning fra vindmøllestøj, foreligger.
"Det er vigtigt for os, at de borgere, der bor i områderne, kan være trygge. Derfor fortsætter vi med at skaffe lokal information via VVM-redegørelserne. Forinden byrådet vil være i stand til at træffe endelig afgørelse, vil der være behov for, at den centrale rapport om eventuel sundhedspåvirkning er kendt," siger Jens Christian Gjesing.
Borgmesteren har derfor sendt et brev til ministeriet, hvor han lægger vægt på, at Haderslev Kommune har fulgt Miljøministeriets og Klima-, Energi-, og Bygningsministeriets opfordring til, at undersøgelsen ikke bør bruges som argument for at stoppe den planlægning for vindmøller, som er en følge af energiforliget. Men hvor han samtidig appellerer til, at kommunerne kan få hurtigt svar, så både borgere, investorer og politikere kan handle på et oplyst grundlag.
"Vi har brug for, at ministeriet arbejder hurtigt, så der foreligger en fyldestgørende og fagligt forsvarlig konklusion snarest muligt, så det kan give den nødvendige tryghed i befolkningen. Både hos dem, der bor i områderne og dem, der ønsker at investere i vindmøller," siger Jens Christian Gjesing.