Fortsæt til indhold

Opsving i Haderslev

På et år er ledigheden faldet med 17,6 procent i Haderslev, og siden februar har 412 personer fået foden inden for på arbejdsmarkedet. Det er især i byggebranchen, der er kommet gang i beskæftigelsen

Arkiv
Arkiv

Flere er kommet i arbejde i Haderslev Kommune. Det sidste halve år er 412 flere kommet i arbejde, hvilket svarer til et fald i bruttoledigheden på 17,6 procent.
"Vi er en af de kommuner i regionen, der har oplevet det største fald i ledigheden i løbet af det seneste halve år. Vi glæder os over, at det ser ud til, at der nu begynder at ske noget lokalt, hvor flere kommer i arbejde, siger formanden for Arbejdsmarkedsudvalget," Finn Lykkeskov (S).
Det er stort set alle byggefagene, der er gået frem. Både 3F og Metal har oplevet et markant fald i ledigheden.
"Jobcentret har ydet en massiv indsats for at opnå resultaterne og hjælpe de ledige i arbejde. Det er blandt andet sket ved hjælp af en personlig jobformidler og ved at jobcentret snakker oftere med de ledige," siger Finn Lykkeskov.
Den samlede ledighed i Haderslev er på 4,8 procent. Både landsgennemsnittet og Region Syddanmark ligger på 5,1 procent.
Tallene stammer fra Beskæftigelsesregion Syddanmarks opgørelse fra juli 2013.