Fortsæt til indhold

Aabenraa er stadig bedst i syd

Dansk Industri har undersøgt erhvervsklimaet i de danske kommuner. Aabenraa ligger i top blandt de sønderjyske kommuner, men har mistet terræn i forhold til sidste år

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

En 28. plads ud af 96 kommuner. Det er, hvad Aabenraa kommune kan bryste sig med i den nye undersøgelse "Lokalt Erhvervsklima 2013", som Dansk Industri har foretaget.
En plads i den øverste tredjedel er som udgangspunkt godt for Aabenraa kommune, og 28. pladsen placerer da også Aabenraa på en flot førsteplads blandt de sønderjyske kommuner.
Men alligevel er der lidt malurt i bægeret. I forhold til sidste år er Aabenraa nemlig kravlet ned af ranglisten. Sidste år fik kommunen således en placering som nummer 11 på landsplan, og årets undersøgelse viser altså et fald på hele 17 pladser. Og placeringen som nummer 28 er ligeledes den dårligste placering til Aabenraa kommune i de fire år, som Dansk Industri har foretaget undersøgelsen.
Som udgangspunkt er borgmester Tove Larsen glad for topplaceringen i Sønderjylland, men bryder sig ikke om, at Aabenraa overordnet set er gået tilbage.
"Det ærgrer mig da, at vi er røget ned af ranglisten. og vi må jo kigge på, om der er noget, vi kan gøre bedre. Umiddelbart kan de være svært at gøre meget, når det gælder arbejdskraften. For der er jo en generel fraflytning fra Sønderjylland, og det er nok næppe de dårligst uddannede, der fraflytter", lyder den umiddelbare kommentar fra borgmesteren.
Bedst scorer Aabenraa på parameteret "kommunal sagsbehandling", hvor det på landsplan giver en flot 5. plads.
Og det glæder Formand for DI Sønderjylland, Erling Duus.
"En velfungerende sagsbehandling betyder meget for virksomhederne. Hvis de skal udvide eller bygge om, er det afgørende, at sagerne bliver behandlet hurtigt og effektivt. Derfor glæde det os, at Aabenraas største fremskridt er sket indenfor den kategori", lyder det fra Erling Duus.

Mangel på dygtige medarbejdere

Sagsbehandlingen ligger altså i top i Aabenraa. Til gengæld halter det noget på spørgsmålene om kommunal velfærd, som dækker over bl.a. folkeskoler og daginstitutioner, samt på parameteret arbejdskraft, hvor de adspurgte virksomheder svarer, at de har svært ved at finde kvalificeret arbejdskraft. På disse områder ligger Aabenraa på henholdsvis en 59. og en 54. plads ud af de 96 kommuner, hvor undersøgelsen er gennemført.
Kommunen kommer da heller ikke til at sidde på hænderne, når det gælder om at være med til at forbedre mulighederne for erhvervslivet i kommunen.
"Vi tager bestemt undersøgelsen alvorligt, og det er da noget, vi drøfter politisk. Vi har bl.a. nedsat et vækstsekretariat, hvor vi sætter fokus på, hvad vi kan gøre. Og når det så er sagt, så ser vi jo eksempler på, at der kommer nye arbejdspladser til kommunen, senest på havnen og Fleggaard, der flytter en afdeling til Padborg. Så der er tegn på, at det lysner", slutter Tove Larsen.