Fortsæt til indhold

Klar til Isfugleløbet i Lunderskov

Arrangørerne bag det første Frøs isfugleløb, som finder sted den 22. september i Lunderskov, er klar til den store dag

Arkiv
Susie Jessen

Ruterne er planlagt, sponsorerne er fundet og tilmeldingerne er så småt begyndt at dumpe ind.
Lions Club Lunderskov-Vamdrup er klar til afholdelse af det første Frøs Isfugleløb, som finder sted den 22. september med udgangspunkt ved Lunderskov Hallen.
Ideen til et løb i Lunderskov opstod hos Jørgen Schelde Pedersen fra Lions Club, som ikke kunne undgå at lægge mærke til de mange løbere, som færdes i lokalområdet. Derfor mente han, at det kunne være en god idé. at lave et løb, hvor igennem Lions Club kunne samle ind til humanitære formål.
“Løb er jo en af de sundeste ting, som man kan gøre for sig selv. Der var ikke et løb i forvejen i Lunderskov og derfor ville vi lave et”, fortæller Jørgen Schelde Pedersen, som sammen med andre repræsentanter fra Lions Club lavede et løbeudvalg og fik kontakt til en lokal kunstner, som kunne stå for plakaten og sponsorer, hvor Frøs er blevet hovedsponsor.
Indtil videre er der kun et par og tyve tilmeldinger til årets løb, men arrangørerne håber og satser på, at op mod 200 mennesker deltager i løbet på dagen, hvor der vil være tre forskellige ruter: En på 4,9 kilometer, en på 10 kilometer og en halvmarathon.
Med et par hundrede deltagere, vil der nemlig være overskud i kassen, hvilket i følge Lions Club er hele formålet med løbet.
“Men i og med, at det er første gang, at vi afholder løbet, så har vi besluttet., at vi ikke vil sætte navn på det velgørende formål vi vil støtte. Dette skyldes, at vi ikke vil sætte noget i udsigt til dem, hvis vi ikke får overskud”, forklarer Jørgen Schelde Pedersen.

Vind lokal kunst

Vinderne af de forskellige løb vil alle få præmier fra forskellige sponsorer. Men hovedpræmien gives til vinderen af halvmarathonen, som får et maleri af Bodil Dahl Rasmussen, som står bag plakaten ved årets isfugleløb. Valget er faldet på isfuglen, da den var i det tidligere Lunderskov kommunes våbenskjold.
“Jeg har researchet en del på isfuglen og hvordan den lever og det har jeg brugt i maleriet. Samtidig har jeg forsøgt at få Lion Clubs farver med” fortæller Bodil Dahl Rasmussen.
Det bliver Frøs Herreds Sparekasse, som kommer til at være hovedsponsorer ved løbet. I følge Vivi Frydensbjerg fra Frøs, er det ikke ualmindeligt, at Frøs vælger at poste penge i arrangementer som Isfugleløbet.
“Vi lægger vægt på at være meget lokale og da vi så at Isfugleløbet manglede sponsorer, slog vi til. Dette arrangement passer godt til Frøs, og da vi så, at de brugte isfuglen, som jo også er en den af vores logo, var det meget oplagt, at vi skulle være sponsor”, fortæller Vivi Frydensbjerg. Tilmelding på Sporti.dk frem til den 21. september. Eftertilmelding i Lunderskovhallen. .


Frøs Isfugleløb finder sted i Lunderskov den 22. september.
Der vil være ruter på 4,9 kilometer, 10 kilometer og en halvmarathon.
Alle ruter kommer forbi møllesøen ved Drabæks Mølle og der er lagt vægt på smukke omgivelser på turen.
Tilmelding på www.sporti.dk frem til den 21. september. Eftertilmelding i Lunderskov Hallen.
Overskuddet fra løbet går ubeskåret til velgørende formål.