Flertal for at redde husejerne?
I aften er der møde i kommunalbestyrelsen. Eneste punkt på dagsordenen er næste års budget. Situationen i år er nærmest historisk - budgetudgangspunktet er nemlig et finansieringsoverskud på 53,2 mio. kr. Det fik for nogle uger siden Socialdemokraterne og SF til at melde ud, at de er åbne for at se på skattelettelser for 2014. Det er hævet over enhver tvivl, at samtlige ¿blå¿ medlemmer af kommunalbestyrelsen springer med på den øvelse, der hedder skattelettelser. Men mon ikke vi i aften vil erfare, at røde skattelettelser og blå skattelettelser ikke står på samme side i manualen for et budgetforlig? Helt firkantet har kommunalbestyrelsen mulighed for at ændre skattetrykket to steder - nemlig i den kommunale indkomstskat og i ejendomsskatten - den såkaldte grundskyld. I går blev der i den landsdækkende presse sat fokus på, hvor voldsomt den seneste ejendomsvurdering slår igennem via den fremtidige stigende grundskyld. For Hvidovres vedkommende betyder det, at et gennemsnitshus kommer til at koste 12.412 kr. mere om året i grundskyld - altså lidt over 1.000 kr. mere om måneden. Et forslag fra Dansk Folkeparti om at indføre et skattestop, hvor grundskyldspromillen justeres ned så kommunens provenu fra grundskylden ikke stiger, fik i maj en positiv modtagelse - også fra Socialdemokraterne. Der var enighed om at se på forslaget, når der skulle lægges budget. Men det var tilbage i maj - nu er det alvor... Det bliver derfor interessant at se, om de to fløje i byrådssalen i aften kan mødes hen over midten i bestræbelserne på at skåne Hvidovres husejere. Men uanset den generelle holdning til skattelettelser er det nok tvivlsomt, om vi i aften ser tegningen til et bredt budgetforlig. Borgmesteren og rød blok ser gerne et bredt forlig - men den interesse deles næppe af oppositionen, der har en helt anden dagsorden.