Klap en kalv
Gården Frydendal og Gråsten Landbrugsskole er med til åbent landbrug den 15. september
Søndag 15. september kl. 10-16 er det igen blevet tid til Åbent Landbrug.
Her i området kan man besøge Gråsten Landbrugsskole og kvæggården Frydendal i Dybbøl med tilhørende ismejeri.
Gråsten Landbrugsskole byder på både et kvægbrug med køer, kalve og malkerobotter samt svineproduktion og et omfattende markbrug med store maskiner. Skolen byder på smagsprøver samt en kaffe- og pølsebod, og der bliver mulighed for at besøge Fiskbæk naturskole, hvor der kan bages snobrød og males korn.
Frydendal ismejeri ved Dybbøl giver et indtryk af fødevarer fra jord til bord. Besøg kostalden med malkerobotter, klap en kalv samt køb is produceret på gårdens mælk. Der er mulighed for at se de store traktorer og maskiner på tæt hold og få smagsprøver fra Arla Foods og Danish Crown. På Frydendal deltager spejderne med flere aktiviteter, og der er salg af kaffe, kage, pølser og vand.
På www.aabentlandbrug.dk kan du finde oplysninger og detaljer om de deltagende gårde.