Fortsæt til indhold

Rune Højer

Socialdemokraterne

Arkiv
Arkiv

Hvem er du?

Mit navn er Rune Højer. Jeg er 24 år og bor i Haderslev, og dermed også i Haderslev Kommune. En kommune jeg holder meget af, men også en kommune hvor jeg mener der er plads til forbedringer. Jeg ønsker at gøre vores gode kommune bedre, og derfor stiller jeg op for Socialdemokraterne til byrådsvalget i november. Til dagligt studerer jeg Historie ved Universitetet i Odense, og derudover er jeg meget aktiv i Socialdemokraternes ungdomsorganisation: DSU. Mine politiske interesseområder ligger primært i at sikre, at ungdommens problemer og interesser også bliver hørt når de politiske beslutninger skal træffes. Udover dette, optager emner som kultur og miljø mig i høj grad også. Jeg er ikke bange for at indrømme at jeg stadig er ung, men ser nærmere dette som en fordel og ikke som en ulempe. Min unge alder gør netop, at jeg ikke behøver at forestille mig hvad der optager de unge. Det hører jeg fra dem selv, når jeg møder dem i skolen, på gågaden eller over en øl i byen i weekenden. Jeg håber at få mulighed for at biddrage til de beslutninger, som skal forme Haderslev Kommune i fremtiden.

Hvad er din vigtigste mærkesag?

Min vigtigste mærkesag er at kæmpe for at etablere gratis offentlig transport i hele Haderslev Kommune. Denne ordning skal fungere der, hvor borgerne har brug for det, og på de tidspunkter borgerne har brug for det. Ordningen med gratis offentlig transport er allerede indført for kommunens folkeskoleelever, og jeg ser ingen grund til hvorfor denne ordning ikke også skal være gældende for kommunens øvrige borgere. Jeg tror at både unge som ældre, kan have stor glæde og gavn af, at kunne udnytte de mange gode kultur-, fritids- og sportsmuligheder vi har i hele kommunen. Et forslag som potentielt både kan sætte gang i HELE Haderslev Kommune, og som samtidig være til gavn for miljøet!