24 7-9-13 - brudepar
Det er populært at gifte sig den 7. september 2013
Rådhusene i Fredericia og Middelfart lægger lokaler til ganske mange måske overtroiske brudepar i denne weekend. Datoen 7-9-13 er så eftertragtet, at 11 par vil vies i Middelfart og 13 par i Fredericia.
I Fredericia forestår borgmester Kenny Bruun Olsen (V) den første af vielserne. I Middelfart er viceborgmester Hanne Lauritsen (SF) udset til opgaven.
Ikke alle de giftelystne par har været synderligt opmærksomme på dato-valget. Men de fleste har valgt datoen, fordi den er "sjov", "heldig" eller så let at huske, at "selv manden kan huske den".
Hvorfor egentlig?
Remsen om syv-ni-tretten tilskrives lykkebringende betydning, hvorfor den er et oplagt valg som bryllups-dato. Men med nutidens skilsmisseprocent kan overtroen hurtigt risikere at blive pillet fra hinanden.
Ingen kan forklare, hvorfor syv-ni-tretten og det tilhørende bank under bordet, skulle være særligt lykkebringende. Mens syv og ni "altid" har været særligt magiske og heldige tal, er 13 blevet opfattet som særligt uheldigt. Især med henvisning til Den Sidste Nadver og de 13, der sad til bords dengang.
Der findes også fra gammel tid en vending om, at "man kan hverken sige syv eller ni", der kan oversættes til at "man kan hverken sige buh eller bæh".
Men kombinationen af de tre tal er der ingen god forklaring på.
Den første registrerede, skriftlige brug af udtrykket findes ifølge Dansk Sprognævn i en Politiken-artikel fra 16. september 1911. Først 21 år senere kom Berlingske Tidende med på vognen. Men eftersom der dengang var langt fra det talte til det skrevne ord, er det meget sandsynligt, at udtrykket har floreret mundtligt i mange år forinden.
Hvorvidt tallene er lykkebringende, er vanskeligt at føre bevis for. Men effekten kan nok sidestilles med andre, kendte for-en-sikkerheds-skyld-tricks som at tage sig i agt for sorte katte, kaste salt over skulderen samt ikke at ringe til svigermor.