Nu står og falder holdet jo altså ikke med Fellah...
Administrationen i EfB har fået drøje hug efter den pinlige skrivebords-fadæse med Mohammed Fellah. Men når nu det værste raseri forhåbentlig har lagt sig, så lad os lige huske på, at ingen stort set kendte manden for godt 14 dage siden.
KOMMENTAR Ak ja, så hurtigt kan det gå. Skulle nogle - stadig - være det mindste i tvivl om, at fodbold er følelsernes holdeplads, så fik de i allerhøjeste grad syn for sagen i sidste uge.
En skrivebordsfejl betyder nemlig, at EfB's nyindkøb Mohammed Fellah ikke kan spille med i de seks gruppespilskampe i Europa League, selv om der ellers blev arbejdet på højtryk for at udbedre fejlen og beklage over for Uefa. Men det var ikke at gøre. Fellah er færdig, før han fik begyndt. Fy for pyfor for en brøler. Nogle af 26 millioner kroner - som klubben netop har opjusteret forventningerne til regnskabet med - kan man vist godt fise ud og spendere på en kvajekage af den helt store størrelse. Det må bare ikke ske. Men det gjorde det.
Og da nyheden slap ud, var fanden for alvor løs i Laksegade. Den administration på Gl. Vardevej, der i den seneste tid på det nærmeste er blevet ophøjet som Guderne på Olympen, var med ét blevet til lusede amatører, skidesprællere og langt, langt, langt værre ting. Der skulle rulle hoveder, vi var tilbage i de glade amatørdage, alt var faktisk lige til at lukke op og s.... i. Pist væk var al den goodwill, klubben lige havde oparbejdet. Ak ja, fodbold er som bekendt ikke et spørgsmål om liv eller død – det er langt vigtigere.
Frisk til Superligaen
Lad det være sagt med det samme. Det er en brøler af de eksorbitante, EfB her har begået. Ingen tvivl om det. Slet ingen tvivl om det.
Men der er vist heller ingen tvivl om, at dem som begræder det mest - ud over Mohammed Fellah selv - er Poulsen, Søndergård og alle de andre med røde ører, der har deres daglige gang ude ved Blue Water Arena.
Men lad os lige prøve holde fast i realiteterne, når nu de fleste bandeord er udgydet, og det værste raseri forhåbentlig har lagt sig. For godt 14 dage siden var det de færreste i Esbjerg og omegn, der overhovedet vidste, hvem manden var. Og nu skulle holdet så - ud fra reaktionerne at dømme - nærmest stå og falde med ham? Vel lige knap.
Mohammed Fellah var altså ikke med til at spille EfB frem til en fjerdeplads sidste sæson i Superligaen. Mohammed Fellah var altså ikke med til at vinde pokaltitlen sidste sæson. Mohammed Fellah var altså ikke med til at slå St. Entienne i to kampe og kvalificere klubben til Europa League gruppespillet. Mohammed Fellah kender vi i bund og grund ikke ret til. Og hvem ved egentlig, hvilken rolle Niels Frederisken havde tiltænkt ham i gruppespilskampene? Og jo, der er naturligvis en god grund til, at man har brugt nogle af de mange Braithwaite millioner på at købe ham, men at holdets mulige succes i Europa League skulle stå og falde med Mohammed Fellah, den holder altså ikke helt.
Og skal man se bare lidt positivt på EfB's uheldige skrivebords-fadæse, så er den norske super tekniker da i hvert fald helt frisk til at spille de kommende Superliga kampe for klubben. En turnering, der altså fortsat er den absolut vigtigste, som holdet deltager i. Og hvem ved, måske går EfB videre i gruppespillet, så klubben igen skal spille europæiske kampe i februar 2014. Her kender Mohammed Fellah så sine holdkammerater langt bedre og kan måske ligefrem gå ind og spille en afgørende rolle?
Men det kræver selvfølgelig lige, at man husker ham...