Fortsæt til indhold

Ja, vi bruger botox!

Botox er blevet stuerent, og stadig flere kvinder står gerne åbentlyst ved, at de bruger det

Arkiv
Louise Ritter

De er der alle sammen. Dem der leger med tanken. Dem der allerede har prøvet, men har mod på mere. Og så de nysgerrige. Alle 52 stole er besat, da hospitalschef Helle Rask Søndergaard byder velkommen til infoaften på Aleris-Hamlet Hospital under overskriften: “Større bryster og færre rynker”.
Egentlig kunne der have været en hel del flere, men hospitalets fysiske rammer har gjort det nødvendigt at afvise en del, som i stedet er velkommen, når arrangementet gentages til november.
På fjerde række midtfor sidder veninderne Else Stykkel og Rikke Axelsen. De er ikke ligefrem debutanter ud i botox-verdenen, men egentlig blot kommet med det formål at se hospitalets muligheder ud i skønhedsbehandlinger. Der går dog ikke længe, før de begge igen er helt klar på at lade botox sprøjte ind i ansigtet. Præcis ligesom et stærkt stigende antal kvinder som dem.
“Der har været en tendens til, at man ikke rigtig snakker om botox, men det er blevet klart mere okay at være åben om, at man bruger det. Sådan har jeg det også selv, og jeg mærker det også i min egen klinik,” siger Else Stykkel, der udover at være nysgerrig på mulighederne, også er ejer af Varde Hudpleje, der ikke selv har botox på varehylderne. Endnu.

Holder alderen på afstand

Faktisk har den kønne 42-årige kvinde lige fået sin første botox-indsprøjtning, og der er masser af anerkendende blikke på den rynkefri pande fra veninden. Selv har Rikke Axelsen fået en håndfuld behandlinger, ordnet barmen og løftet øjenlågene.
“Jamen, det er jo fordi, at vi går meget op i, hvordan vi ser ud. Bare fordi man er fyldt 40, behøver man jo ikke at se sådan ud. Det handler heller ikke om at ligne en på 20 igen, men om at have det godt med sig selv. Og så er det selvfølgelig også rart, at omgivelserne ser en som en pæn dame,” smiler Rikke Axelsen, der advarer sin botox-debuterende veninde om, at man hurtigt bliver afhængig.
“Jeg er allerede afhængig,” griner Else Stykkel, inden de to tager hinanden under armen og går ud i hospitalets reception for at booke tider til botox behandlinger. Den obligatoriske forundersøgelse er nemlig på Aleris-Hamlets regning, hvis man altså slår til allerede i aften.
Heller ikke prisen kan holde de to væk. Else Stykkel har netop givet 3.000 kroner for sin pandebehandling.
“Det er mange penge, men et spørgsmål om prioritering. Så undværer jeg hellere en ny sofa.
“For mig handler det også om at gøre noget for mig selv. I mange år er børnene kommet først, men nu er de halvstore, og så er det altså min tur,” supplerer Rikke Axelsen, inden aftenens næste punkt - brystforstørrende operationer.
Her minder plastikkirurg, Stig-Frederik Kølle, de fremmøde om, at end ikke de mest drastiske skønhedsbehandlinger altid er garanti for et yngre og smukkere look.
“Har man små, fine bryster i forvejen får man store, fine bryster. Har man grimme, små bryster, får man grimme, store bryster. Skavankerne flytter med. Det skal man huske.”