Fortsæt til indhold

Busplan og Vejles vision hænger ikke sammen

Arkiv
Læserbrev af Johnny Hauge, Bjerlevvej 10, 7300 Jelling, byrådskandidat Enhedslisten

Hvis Vejle byråd skulle komme igennem med forslaget om yderligere forringelser i den kollektive transport i landområderne, er den næste forringelse besparelser på vinterberedskabet, for eksempel snerydning, og så kan det sådan set være lige meget, om man har en eller to biler. Man kommer ingen steder! (Og jeg ved, hvad jeg taler om).
En af prioriteringerne for snerydning er, naturligt nok, om der er offentlig transport, og da der på denne konto i forvejen er et betydeligt millionunderskud, ville det sikkert passe Teknisk Udvalg glimrende, hvis den offentlige transport i landområderne blev yderligere reduceret.
Det der kan, og må, undre, er at Vejle Kommunes visioner åbenbart kun er nogle, der hives frem ved festlige lejligheder og – nå ja – kommunalvalg. Hvad er ideen med visioner, hvis man alligevel ikke har tænkt sig at efterleve dem?
Uddrag fra Vejle Kommunes vision "Vejle – viden, vækst og velfærd":
"I fællesskab skaber vi en ny stærk Vejle Kommune. Vi vil ligeværdighed mellem land og by.
Vejle er kommunens hovedby og en vækstdynamo. En styrkelse af Vejle skal styrke centerbyerne Børkop, Egtved, Give og Jelling. De er attraktive bo- og handelsbyer med en række servicefunktioner, har et bredt spekter af arbejdspladser og udvikles i respekt for naturværdierne. Landsbyer og landdistrikter styrkes og udvikles. Vi har hurtige og gode transportforbindelser i kommunen.”

NB! Nu ved jeg ikke, om det er muligt, men hvis det var et privat firma, der skulle ”sælge” Vejle Kommune, så kunne man vel hive dem i retten for vildledende forbrugeroplysninger.