FCR laver stjernefabrik
FC Roskildes Ungdoms talenter skal polstres bedre til livet som seniorspillere. Klubben har en vision om at skabe Midtsjællands bedste miljø for talentudvikling. Ofte kan sådanne begreber lyde tomme og upræcise, men sådan er det ikke hos FC Roskilde Ungdom, der har sat meget specifikke kriterier op for deres nye tiltag. Klubben vil skabe et elitemiljø, der tiltrækker og udvikler så mange dygtige spillere, at ungdomsafdelingen hvert år kan levere mindst en spiller til førsteholdet. Desuden vil FC Roskilde Ungdom også hvert år levere mindst én spiller til de danske ungdomslandshold.
Langsigtet sats
Lokalklubbens ambitioner er ikke grebet ud af luften. FC Roskilde Ungdom nævner blandt andet salget af Stefan Gartenmann til den hollandske æresdivisionsklub Heerenveen, som et eksempel på talentmassen Domkirkebyen gemmer på. Umiddelbart ønsker den lokale klub dog at holde på sine spillere så længe som muligt, hvilket blandt andet har ført til et samarbejdet med kommunen. Her har man arbejdet for at sikre de bedste spillere to ekstra træningsgange om ugen, der ligger tidligt om morgen og skal varetages af nyansatte A-træner Per H. Jensen. - FC Roskilde forventer sig meget af de nye tiltag, siger ungdomssportschef og ansvarlig for den langsigtede strategi i FC Roskilde Carsten Reinholdt. - Men som så meget andet her i livet tager ting tid, og FC Roskilde forventer ikke at se det fulde udbytte af morgentræningerne før om et par år, tilføjer han.