Fortsæt til indhold

Lokal erhvervsdrivende stævner Danfoss

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Danfoss A/S er blevet stævnet af den lokale virksomhed Als Limousine Service i en sag omkring en kontrakt på intern kørsel for Danfoss, oplyser Jan og Iben Jacob-Nielsen fra Als Limousine Service, som har adresse på Lebølvej 33, Sydals. Ifølge dem underskrev Danfoss A/S og Als Limousine Service i juni 2012 en af Danfoss A/S udarbejdet 2-årig kontrakt på limousinekørsel for virksomheden. "Kontrakten skulle træde i kraft den 1. april 2013, men under 3 måneder før opstart ønskede Danfoss ikke længere, at aftalen skulle udføres som beskrevet i kontrakten," forklarer Jan og Iben Jacob-Nielsen i en udsendt pressemeddelelse. "Der har i den periode foregået en forhandlingsproces hvor vi ikke har kunnet nå til enighed, med det resultat at Danfoss uden grund ikke ønskede at opretholde kontrakten," fortælles det i pressemeddelelsen. Ifølge den gav Danfoss A/S Als Limousine Service et forligstilbud, som på ikke var acceptabel for virksomheden. "I tillid til den med Danfoss A/S indgåede aftale nedlagde Als Limousine Service sin køreskole og havde desuden udgifter i form af køb af bil med mere for at kunne opfylde Als Limousine Services del af kontrakten. Dette har haft store omkostninger for virksomheden," fortæller Jan og Iben Jacob-Nielsen, som i den forbindelse hyrede en advokat, for bl.a. at opgøre det tab virksomheden har, ved at kontrakten ikke er trådt i kraft. Da det heller ikke er lykkedes at nå til enighed gennem advokaten, har Als Limousine Service nu indbragt sagen for retten.