Spærringen af trafik på Sct. Jørgensbjerg skal være permanent
Sct. Jørgensbjerg skal spærres af permanent, lyder oplægget til Teknik- og Miljøudvalgets møde i denne uge.
Mange roskildensere er imidlertid kede af denne ordning.
Formanden for bestyrelsen på Sct. Jørgens Skole, Klaus Kehlet Nørskov fortæller, at han oplever det som en uholdbar situation. Mere trafik bliver ledt hen forbi Sct. Jørgens Skole, hvor der hver morgen og eftermiddag er kaos, når 600 elever skal til og fra skole.
Den øgede trafik i området kan forvaltningen hverken be- eller afkræfte, men forældrene frygter for elevernes sikkerhed.
- Det er logik for burhøns, at der kommer mere trafik ved skolen, når Sct. Jørgensbjerg spærres af, mener formanden. Og fortsætter:
- Mange børn skal krydse gaderne, mens bilerne siksakker afsted på de smalle veje, der i forvejen er fyldt op med parkerede køretøjer, så der kun er en vejbane fri.
- Forholdene er helt uforsvarlige, fordi store mængder af trafik og børn skal igennem på en gang.
Samtidig er vejene i området præget af umulige parkeringsforhold og oversigtsforhold for både trafikanter og elever, siger Klaus Nørskov.
Siden oktober 2009 har Sct. Jørgensbjerg været spærret af som led i et forsøg, og kommunen har holdt flere møder med utilfredse roskildensere.
900 km på et år
Robert Horndrup er ked af at høre, at afspærringen bliver permanent, da det efter hans opfattelse går ud over miljøet.
Når han skal køre uden om Sct. Jørgensbjerg, betyder det 900 kilometer mere om året og adskillige timer på at på at tilbagelægge omvejen for at komme fra sin egen adresse i vestkvarteret og ned på havnen til sin båd.
Andre støder ind i lignende problemer.
Robert Horndrup mener, det er tosset, at en hel bydel bliver spærret af til last for alle andre, som så får ledt trafikken hen forbi deres bopæl eller tvinges til at køre længere.
- Jeg kunne forstå, der skulle gøres noget, hvis bilerne kørte hurtigt eller der var mange børn i området, men det er der jo ikke engang, siger Robert Horndrup.
Han mener desuden, at der efterhånden kører lige så mange biler som før skiltene kom op, da mange, der ikke bor i området, vælger at køre igennem, trods forbudet.
Stigning i trafik
Tællingerne, der er foretaget før, under og efter vejlukningerne viser, at der er sket en stigning i trafikken på Møllehusvej og Helligkorsvej, mellem rundkørslen og Byvolden på grund af afspærringen.
Faldet i trafikmængden på Sankt Hans Gade er til gengæld ikke så stort som forventet, og hastigheden er steget i den nordlige del.
Helligkorsvej er hårdest ramt af den omlagte trafik, og rundkørslen på Helligkorsvej er desuden plaget af cyklist-uheld. Men det var den dog også, før der kom mere trafik igennem.
ag@roskildeavis.dk