KRUMMERNE tilbage på Vestvolden
Den musikalske familieforestilling KRUMMERNE har repremiere på Teater Vestvolden den 30. september
Holdet både bag og på scenen er næsten uændret, med bl.a. Jan Hertz i instruktørstolen og lokale Rasmus Bardram Johnbeck som Krumme (rollen spilles også af Thomas Garvey). Jens Krumborg - Krumme-far - spilles dog i denne omgang af skuespiller Morten Thunbo, som kun har en prøveperiode på fjorten dage at se frem til, før tæppet går op; - Jeg har heldigvis prøvet det før; Man lærer replikkerne udenad, så man kan dem når man kommer. Og så er det jo let tilgængeligt stof - bare en dejlig, universel fortælling om, hvordan man samles som familie på godt og ondt, fortæller Thunbo. Mor har bukserne på Men hvad er det så for en Krumme-far, vi kan forvente at se på Vestvolden i den nye spilleperiode? - Jeg har jo nok mest i min fortolkning haft filmen i hovedet: Den der lidt distræte, skøre familiefar, hvor det vist mest er moren, der har bukserne på, indrømmer Thunbo, som glæder sig til at spille i Hvidovre. - Jeg har udelukkende positive forventninger til det. Jeg synes, at Stephan Pollner har formået meget, siden han overtog teatret; Både at samle og forny - og trække ungdommen til, slutter Thunbo, som kan opleves på scenen sammen med resten af KRUMMERNE fra den 30. september til den 13. oktober. Billetter fås på www.teatervestvolden.dk.