Fortsæt til indhold

Peter Brandes' gyldne alter erstatter "Berlinmur"

Kunstneren Peter Brandes har udsmykket Nørremarkskirken i Vejle med kæmpe altervæg belagt med guld

Arkiv
Jeppe Rafn

Der var hektisk aktivitet i Nørremarkskirken i Vejle i mandags i denne uge. Kunstneren Peter Brandes og hans medarbejdere var ankommet for at være med til at lægge sidste hånd på den udsmykning af kirken, som han har arbejdet på i seks år.
“Da jeg første gang kom her, så jeg på den røde murstensvæg og udbrød: Jeg troede Berlin-muren var revet ned. Der var intet andet end røde mursten, og jeg vidste straks, at væggen skulle brydes fuldstændig, og at der skulle lys ind i kirken,” fortæller Peter Brandes.
“Berlinmuren” bliver nu erstattet med en kæmpe altervæg på 140 kvadratmeter belagt med bladgulv i 24 karat. Det giver et helt andet lys i kirken, og foran den gyldne altervæg bliver der hængt et kæmpe billede af Kristus, hvor han går og sår sædekorn.
Alterbilledet af Kristus var ved at blive gjort klar til at blive hængt op, da Lokalavisen besøgte Nørremarkskirken mandag formiddag.
Foruden den enorme udsmykning af kirkens endevæg har Peter Brandes også lavet en ny prædikenstol, døbefont og alterbord, som lige var ankommet, men endnu ikke sat på plads i mandags.
Udsmykningen af Nørremarkskirken skal stå helt klar torsdag i denne uge, hvor sponsorer er inviteret til indvielse. Private sponsorer har bidraget med de cirka 2,8 millioner kroner, som den nye altervæg og billede koster.
Prædikenstol, døbefont og alterbord med mere koster 1,4 millioner kroner. Disse penge har man lånt af provstiudvalget i Haderslev Stift.


På fredag kan du i vores weekendavis læse en større artikel om Peter Brandes' udsmykning af Nørremarkskirken.