Fortsæt til indhold

Dan Spedition er blevet certificeret

Arkiv
Arkiv

Dan Spedition har netop fået EU's AEO-certifikat (Autoriseret Økonomisk Operatør). Hermed får virksomhedens kunder en række fordele ved overførsel af varer over EU's ydre grænser, når Dan Spedition ordner deres tolddokumenter. Det handler f.eks. om færre kontroller af kundernes forsendelser, så der er stor sikkerhed for, at varerne når frem til det ønskede tidspunkt.
”Vi er rigtig glade for at være blevet AEO-certificeret og har valgt at blive certificeret i den sværeste og mest omfattende kategori, AEOF. Det er et kvalitetsstempel på linje med ISO-certificering, som mange kender til. Vi har været gennem en omfattende og lærerig proces sammen med Skat, hvor vi har fremlagt og fået gennemgået virksomhedens processer og beskrivelse af processer for at optimere papirgangene. Hermed er sikkerheden og sikringen helt i top i forbindelse med behandling af tolddokumenter,” siger Henrik Ragn, CEO i Dan Spedition i Padborg.
Helt konkret medfører det, at virksomhedens kunder kommer til at opleve færre fysiske og dokumentmæssige kontroller af deres forsendelser, og når transporter bliver taget ud til kontrol, så kommer virksomheder med AEO-certifikat forrest i køen. Desuden kan Dan Spedition bede om, at kontrollen bliver udført et bestemt sted, f.eks. ved en grænseovergang eller i en havn.
'Light udgaven' af toldkontrol hænger sammen med, at Dan Spedition via certificeringen er blevet klassificeret som en sikker og sikret partner i forsyningskæden.
”AEO-certifikatet er eftertragtet, fordi det er et kvalitetsstempel, som giver kunderne en sikkerhed for, at der er orden i papirgangene, og at vejen er banet for mindst muligt besvær,” siger Henrik Ragn, som sammen med sine medarbejdere forleden fik overdraget certificeringen af Skat.