Fortsæt til indhold

DM sølv og bronze til Rødekro tri

Arkiv
Arkiv

Årets sidste afdeling af den individuelle DM serie blev kørt i Kolding, og Rødekro tri's tre gulddrenge, som i sidste weekend vandt hold DM, var til start.
Alexander som i de to første stævner har kæmpet mod Danmarks bedste junior triatlet gik også denne gang direkte efter bolden. Det så længe ud til, at han skulle give ham kamp til stregen men måtte så til sidst se sig slået.
Kampen om 3. Pladsen skulle findes mellem Rødekro tri's to drenge Kasper og Philip. Begge kæmpende alt, men til sidst var der ingen tvivl om, at på dagen var Kasper den stærkeste.
"Trioen fra Rødekro har klart vist at ungdomsafdelingen i Rødekro Tri er på rette vej. Sæsonen er hermed stort set slut; men allerede om få uger starter træningen frem mod næste mål. Vinteren over trænes især svømning og løb, hvor vi deltager i Crossløb rundt om i landet. Også her vil vi sikkert se gode resultater," mener John Hansen fra Rødekro tri.
Også andre af foreningens medlemmer har været i ilden i weekenden.
Andreas Petz vandt et tristævne i Dörpsee, Tyskland på den Olympiske distance, en distance Andreas blev dansk mester på i 2012. Andreas er tilbage efter længere tids skadespause.
Der var tale om et fint lille stævne med ca 140 deltagere.
"Øvelserne, jeg har fået af fysioterapeuten, må have båret frugt, for jeg kom op af vandet som den første med en pæn føring ned til nummer to. Gennem konkurrencen øgede jeg forspringet, selv om den manglende træning var mærkbar på løbet," fortæller Andreas Petz.
Det er det første løb Andreas Petz kører for Team Novo Nordisk, som er et cykelhold for topatleter med diabetes.
Også på Sjælland har Rødekro Tri gjort sig bemærket. Jens Gydesen kom ind på en flot 1. plads i sin aldersgruppe til stævnet Go Epic Kronborg, på den halve Ironman distance. Det er første gang Helsingør lægger vand og asfalt til et triathlonstævne.