Fortsæt til indhold

Padborg samlede ind til kræftramte børn

Arkiv
Arkiv

I Padborg er der blevet indsamlet 11.672 kroner til BørneCancerFonden i løbet af to en halv måned, hvor der har stået indsamlingsbøsser i en lang række af byens butikker.
Pengene i de gule Team Rynkeby indsamlingsbøsser blev optalt med assistance fra René Lersø, filialdirektør hos Danske Bank i Padborg, som i øvrigt var det indsamlingssted, hvor indsamlingsbøssen indeholdt flest pengesedler.
"Det handlede først og fremmest om, at der blev indsamlet penge til BørneCancerfonden. Men når der nu bliver talt op og noteret, hvad den enkelte butik har indsamlet, så kan der jo godt komme til at gå lidt konkurrence i det," fortæller Bitten Haase, indehaver af guldsmed Jan Jensen og medlem i Torvecentrets bestyrelse.
Det er Torvecentrets marketingkoordinator, der har brugt en dags tid på at køre rundt til butikkerne i Padborg for at aflevere og hente indsamlingsbøsserne og få pengene talt op.
"Det tager bare tid at lave arrangementer og indsamlinger, og den tid vil vi gerne bruge på en god sag," siger Bitten.
"Men det kan kun lade sig gøre, fordi vi har en koordinator, der kan tage sig af opgaven, for når butikken skal passes, så kniber det med også at nå at lave den slags tiltag," siger hun.
Med 3.233 kroner blev det Bibbe, der fik indsamlet det største beløb. De 2.057 kroner blev indsamlet på bare en dag, da Post Danmark Rundt kørte gennem Padborg. Den dag kunne man hos Bibbe få et stykke kage, hvis man donerede et beløb.
Industrivejens Grill fik indsamlet 1.357 kroner. Her havde man hængt en stor seddel op og fik nogle gode snakke med kunderne.
Hos Bager Nielsen var kunderne også gavmilde, her var der 1.069 kroner i indsamlingsbøssen.
Hos Statoil, der kom ind på en 4. plads med 1.045 kroner havde man det største internationale udvalg af mønter og bemærkelsesværdigt mange 25 ører.