Janne styrer firmaerne
Janne Rasmussen har startet ny virksomhed, der leverer kontorassistance på timebasis
Firmastyring hedder det nystartede firma, beliggende i Bolderslev, som tilbyder små og mellemstore virksomheder at løse de administrative opgaver, de ikke selv har tid eller kapacitet til at tage sig af. Janne Rasmussen er uddannet erhvervssproglig korrespondent i engelsk og tysk, og har i mange år arbejdet som chefsekretær og personaleansvarlig.
Firmastyring løser både store og små administrative opgaver, såsom hjælp til at udfærdige en APV, arbejdspladsbrugsanvisninger, kvalitetsarbejde i forbindelse med klargøring til ISO 9001 certificering, præsentationsopgaver, oversættelser til engelsk og tysk, opdatering af hjemmesider og personalemæssige opgaver.
”Jeg løser opgaverne enten hos kunden eller på eget kontor. Kunderne kan forvente høj service og opgaverne løses i samarbejde med kunderne, så de får den bedste og mest optimale løsning”, lyder det fra Janne Rasmussen.