Kirkens ømme bagdele

Jeg har aldrig helt forstået konceptet. At, når man er i kirke, skal man altid sidde på verdens hårdeste sæde med verdens dårligste ryglæn. Det giver jo ingen mening.
Jo, jeg ved godt, at de gamle sæder er der noget historisk over, og smukke er de, så derfor synes jeg heller ikke, de skal skiftes ud med nye, bløde lænestole med fodskamler og kopholder til kaffen.
Men i danske kirker skal man godt nok have cykelbukser på, for at undgå en øm bagdel, hvilket jo ikke ligefrem sælger billetter.
Og hvad med lange ben? Uh, sådan nogle har jeg, og det er bare heller ikke smart, når man er i kirke. Så sidder man der helt sammenkrøbet og med en bagdel, der gør mere og mere ondt. Kirker kunne lære lidt af biografer.
De moderne af slagsen har plads til mine lange ben, og jeg sidder godt.
Nå, en kirke er jo ikke en biograf. En kirke er en kirke, og det er egentligt sådan en underlig størrelse. Det er et sted, hvor der er plads til fordybelse og ro, og den slags skal man huske at værdsætte.
Der er mange af dem, kirkerne, derude omkring en. Det ved jeg meget godt, for når man har et job, der består i at køre kommunen tyndt efter historier, så kommer man ud på landevejene, og her finder man ud af, at Vejle-området er fyldt med kirker. Som alle andre steder i landet.
Jeg har ikke været inde i alle, men jeg nyder den mangfoldighed, som kirkerne også er. Jo vist, mange af dem ligner jo hinanden med et tårn, et våbenhus og hvad der nu hører sig til, men så alligevel ikke. De har altid deres særkende.
Selv er jeg vild med kirken i Store Dalby ved Hedensted. Den ligner en, der kunne ligge i Arizona og snildt kunne være baggrund i en spaghettiwestern.
Også kirken i Børkop er smuk på sin egen nydesignede måde. Den ligner en bispehat, og det virker ret godt.
Og hvad med alle de 'almindelige' kirker. Selv om de minder om hinanden, er det altid meget forskellige og med til at give den by eller område de ligger i et særpræg. Øster Nykirke er oplagt at nævne. Danmarks højeste belligende kirke ligger for selv ud til Hærvejen og troner som et fyrtårn til de rejsende, der engang kom med stude.
Midt inde i Vejle ligger Sct. Nicolai Kirke med sin vælde, mens kirker som Mølholm, Bredballe, Jerlev med flere er yndefulde i deres udtryk. Sådan er det så meget med kirker, for de er en del af kulturlandskabet, og selv de er ens, er de forskellige at se på.
Gudstjenester er lidt lige som kirkebygningerne - forskellige og så alligevel ikke. Her er lidt musik og sang. Lidt ord og levende lys.
Præstens prædiken er selvfølgelig anderledes fra sted til sted, men skåret lidt over samme skabelon.
Man ved, hvad man går ind til, og det er vel kirkens styrke og svaghed i samme sætning. Jeg hælder dog klart til, at kirken ikke må blive for poppet, for popsmarthed er der nok af andre steder i livet.
En kirke, både som bygning og kirken som institution, skal være din ven. Uanset om du tror på Gud eller ej. Men det skal ikke være din ven, bare fordi den larmer og gør opmærksom på sig selv med vilde armbevægelser og spotlys.
Personligt bruger jeg ikke kirkerne meget, men man er jo ofte forbi til bryllup, begravelse, konfirmation og den slags, og jeg vil hermed gerne sende en stille bøn i retning den rette vedkommende, som kan opfinde kirkesæder, der ikke giver ømme bagdele.