Universitet har øje for Vardes sundhedspolitik
Politikerne har valgt en fantastisk spændende tilgang, mener Maja Larsen, der efter sin ph.d. hos Syddansk Universitet nu arbejder med forskning i folkesundhed samme sted. Onsdag aften er hun ordstyrer ved det store borgermøde om fremtidens sundhedspoliti
Varde Kommune er helt i front på området – og det er en fantastisk spændende tilgang, politikerne har valgt i forhold til den nye sundhedspolitik, der skal træde i kraft fra 2014."
Så direkte lyder det fra Maja Larsen, der skal være ordstyrer, når det onsdag aften, den 25. september, går løs med borgermødet om fremtidens sundhedspolitik i Lerpøthallen – og Maja Larsen er ikke en hvem-som-helst i den sammenhæng.
Efter tiden som ph.d.-studerende ved Syddansk Universitet beklæder hun nu en forskerstilling samme sted, og arbejdsfeltet er folkesundhed, suppleret med – …folkesundhed.
Inden da var hun ansat som analytiker ved Social- og Sundhedsforvaltningen i Varde Kommune, og faktisk også stærkt involveret i arbejdet med at få den nuværende sundhedspolitik ”på skinner”.
"Den nuværende sundhedspolitik var nok en af de største udfordringer for Varde Kommune efter kommunesammenlægningen. Nu skal en helt ny sundhedspolitik ”bygge videre” på den eksisterende, og Varde Kommune har valgt den bedste mulige indgang – nemlig at inddrage borgerene," mener Maja Larsen.
"Ved at involvere borgerne direkte i processen, vil kommunen opleve, at borgerne tager ejerskab for de målsætninger, der skal føres ud i livet."
Sundhed på tværs
"Samtidig ligger det i politikernes udspil, at den nye sundhedspolitik ikke blot skal være en sundhedspolitik for sundhedsområdet. Det skal være en politik, der gælder på tværs af organisationen, og dermed altså også skal tænkes ind på områder som teknik, miljø, skoler, kultur, fritid – ja, overalt i den kommunale hverdag," fortsætter Maja Larsen.
Hun roser også kommunen og dens politikere for det oplæg til den nye sundhedspolitik, der er lagt frem for borgerne.
"Det fylder to sider…!"
"Det er altså ikke noget med, at man får tilsendt en rapport på 400 tætskrevne ark i et fuldstændigt uforståeligt sprog, hvis man gerne vil se, hvad det egentlig er for tanker, politikerne har gjort sig. Der er to sider – let forståelige, og lige til at finde på kommunens hjemmeside, og det er godt arbejde," mener Maja Larsen.
Hun glæder sig meget til opgaven som ordstyrer på onsdag aften, ligesom hun glæder sig til at følge det videre arbejde med sundhedspolitikken i Varde Kommune.
"Der er ingen tvivl om, at vi fra universitets side vil følge det videre arbejde med spænding. Varde Kommunes visioner og målsætninger passer som fod i hose med mange af de ting, vi beskæftiger os med i vores forskning og arbejde," fastslår Maja Larsen.