Fortsæt til indhold

Esbjerg er nu fyldt med endnu mere energi

Med optagelse blandt verdens 20 Energi-byer er Esbjerg for alvor på energiens verdenskort. Vigtigt for offshore industrien, lyder det

Arkiv
Rune Weitling

Så var den der. Det har været et længe næret ønske for Esbjerg Kommune at blive en del af energiens verdenselite, og i sidste uge lykkedes det at få den eftertragtede fjer i hatten. Men det har været et langt sejt træk at nå der til.
Det er således ikke længe siden, at en delegation var på charmetur til Houston i USA, og i sidste uge var borgmester Johnny Søtrup rejst hele vejen til Kina for at deltage i World Energy Citites Partnership (WECP) årsmøde i Dongying. Og det viste sig at være alle pengene værd, for flyveturen udløste nemlig en adgangsbillet til de hellige energihaller. Esbjerg er således Danmarks repræsentant blandt 20 andre energibyer verden over nu.
“Som borgmester er jeg meget stolt af, at Esbjerg nu repræsenterer Danmark på den globale energiscene. Det er en blåstempling af vores egen ambition om at være den danske EnergiMetropol, og vores medlemskab vil aktivt blive brugt til at promovere nationale så vel som lokale interesser,” siger borgmester Johnny Søtrup i en pressemeddelelse.
Kommunens optagelse blandt verdens 20 Energi-byer betegnes af mange som et vigtigt skridt fremad for offshore industrien i Esbjerg og resten af Danmark. Samarbejdet med WECP åbner på mange måder nye døre, og under årsmødet og generalforsamlingen i Dongying i Kina fik Johnny Søtrup allerede mulighed for at præsentere Esbjergs og danske interesser for verdens næststørste producent af olie og gas, kinesiske Sinoptec.

Øget samarbejde

Det var den kommende formand for WECP og borgmester i Stavanger Christine Sagen Helgø, der nominerede Esbjerg til optagelse, og hun glæder sig over at kunne byde Esbjerg velkommen i den eksklusive klub.
“Jeg glæder mig meget over, at vores venskabsby Esbjerg nu vil repræsentere Danmark i WECP. Esbjergs medlemskab vil styrke det vigtige samarbejde omkring Nordsøen, som allerede nu eksisterer mellem Stavanger, Aberdeen og Esbjerg, ” siger Christine Sagen Helgø.
Også borgmester-kollega i Aberdeen, George Adam, hilser Esbjergs medlemskab af WECP velkomment med følgende kommentar:
“Aberdeen er glad for at byde Esbjerg velkommen. Jeg er især glad for at se en anden havneby fra området omkring Nordsøen deltage i partnerskabet. Vi deler en venskabsby i Stavanger, og Esbjergs medlemskab giver nogle spændende muligheder for tresidigt samarbejde. Jeg er overbevist om, at vores samlede Nordsø energiekspertise fortsat vil blive meget efterspurgt i hele verden.”
Esbjergs medlemskab af WECP håber man også vil åbne helt nye døre til olie og gas producenter verden over. Under mødet i Kina havde borgmestrene i WECP således foretræde for Sinopecs, der er verdens næststørste producent af olie og gas, topledelse.