Fortsæt til indhold

Villapriserne i Vejle stiger med 9 procent

Stigende kvadratmeterpriser og kortere salgstid i Vejle by

Arkiv
Jeppe Rafn

Der blæser positive vinde på boligmarkedet i Vejle by. Det mener Bo Harder, indehaver af LokalBolig i Vejle, som har kigget nærmere på de lokale tal i den netop offentliggjorte statistik fra Realkreditrådet for 2. kvartal 2013.
Ifølge Bo Harder steg villapriserne med ikke mindre end ni procent i forhold til foregående kvartal. I Vejle Øst var stigningen mere beskeden på 1 procent.
"Selvom man skal passe på med at udlede alt for meget på grundlag af et enkelt kvartal, er det bestemt positive nyheder, og det falder godt i tråd med den fornemmelse, vi selv har stået med henover sommeren," siger Bo Harder, indehaver af LokalBolig i Vejle.
Også ejerlejlighedspriserne er steget, endda temmelig kraftigt, men da antallet af handlede lejligheder er beskedent, er ejendomsmægleren forsigtig med at konkludere for meget.
"Der kan for eksempel være tale om, at der har været solgt en del nybyggede projektlejligheder, hvilket naturligvis er med til at øge kvadratmeterpriserne," siger Bo Harder.

Flere fremvisninger

Også home i Vejle er ligeledes optimistisk med hensyn til det lokale boligmarked. home i Vejle holdt i forrige weekend åbent hus i 129 boliger.
"Vi har lige nu travlt med opfølgninger, og arrangementet har allerede kastet de første seriøse købstilbud af sig. Derudover har vi interesserede købere, der skal se boligen igen i fred og ro, mens andre skal en tur i banken,” fortæller Jesper Frendrup Guldmann fra home i Vejle, der har haft flere fremvisninger i de seneste par måneder end i samme måneder de seneste tre år.

Kortere salgstider

Den positive tendens gælder også salgstiden på villaer i Vejle, som har taget et ordentligt nøk nedad og er faldet fra 247 dage i 1. kvartal til 178 dage i 2. kvartal.
Den gennemsnitlige salgstid på lige knap et halvt år dækker dog over store forskelle i salgstid.
"De boliger, der sættes til salg til en pris, der matcher efterspørgslen i markedet, har faktisk endnu kortere salgstider, mens det fortsat er en stor udfordring at få solgt sin bolig, hvis man ikke er skarp med sin udbudspris. Vi ser masser af boliger, der blot ligger til salg, og har gjort det længe, og stort set hver gang er det fordi, prisen ikke er afstemt med, hvad køberne vil betale.” siger Bo Harder.
Også i Vejle Øst er salgstiden reduceret lidt. Den er dog fortsat på næsten 300 dage og dermed noget længere end i resten af Vejle. Det skyldes, at der i området er flere dyrere ejendomme, og dyre ejendomme har en længere salgstid.
Antallet af bolighandler i Vejle i 2. kvartal 2013 er ifølge LokalBolig stort set uændret i forhold til samme kvartal i de seneste år. Niveauet ligger dermed stadig ret langt under det, man så før finanskrisen i 2008.