Ensidig forestilling
Stærk præstation af Hvidovre Fighters i 1. division
I fredags var der så gensyn med byens ishockeyhold, der hjemme i Frihedens Idrætscenter tog imod Herlevs reserver. Det blev langt hen ad vejen en meget lige, og i sandhed også en meget underholdende kamp, hvor begge holds målmænd kom i arbejdstøjet. Hvidovre var ikke sene til at bringe sig i front, da aftenens helt store offensive oplevelse, Carsten Winther, scorede sit og holdets første mål i 7-1 sejren. Herefter gik målproduktionen lidt i stå, men det var ikke mangel på underholdning tilskuerne savnede, derimod stod der to meget stærke målmænd, som gjorde det svært at få yderligere aktivitet på måltavlen. Første lidt over halvvejs i kampen kom næste mål, da Steffen Schultz sørgede for 2-0. Desværre for ham og resten af holdet, gik der blot halvandet minut, før Herlev fik reduceret, helt fortjent i forhold til spil og chancer. Et fjerde og femte mål skulle dog nå at falde, inden 2. periode var omme. Først leverede Carsten Winther endnu en forrygende scoring, denne gang til 3-1, og senere trådte John Jensen til, da han med fikse træk af et par omgange fik fikseret både en back og Herlevs målmand, før han køligt lagde pucken i nettet. Målet, der blev scoret med 14 sekunder tilbage af perioden, skulle vise sig at tage pusten fuldstændig fra gæsterne. Kampens sidste periode blev nemlig, modsat de første to perioder, en totalt ensidig forestilling, hvor det ene og alene handlede om, hvor stort Hvidovre skulle vinde. Herlev blev så godt som aldrig farlige, mens Hvidovre rullede det ene angreb efter det andet ned mod Mathias Kaufmann i Herlev-målet. Det bar frugt tre gange. Carsten Winther fik sit hat-trick, mens den blot 15-årige Jonas Sander scorede til stor jubel for tilskuerne og resten af holdet. Slutteligt lukkede Nicki Jørgensen ned for forestillingen, med sit mål til 7-1. En stærk præstation af de unge Hvidovre-spillere, der afgjort beviste, at de har masser af talent og er villige til at arbejde for den succes, som der sukkes efter. En fredag eller lørdag aften i Frihedens Idrætscenter med ishockey er i den grad anbefalelsesværdig.