Tre bud på vandreture i farverige Vejle Vest
Naturen i Vejle Vest byder på mange andre fantastiske områder med gode vandremuligheder. Journalist Jørgen Flindt giver her tre bud på vandreture ud i det smukke efterårslandskab
Den rolige:
Odderbækområdet:
Det Store område ved Odderbækken udenfor Thyregod og Vesterlund byder på mange vandreruter. Området ligger på kanten af det østjyske højderyg, hvor den skråner ned mod falde Vestjylland.
Her finder man en 30 kvadratkilometer stort område, hvor Odderbækken og dens forgreninger slynger sig gennem landskabet via skov, marker og især masser af krat.
Og her er tale om et tyndtbefolket område, for med cirka 200 hustande er der langt mellem husene.
Odderbæk Vandløbslaug har med bistand fra Skov- og Naturstyrelsen, det tidligere Vejle Amt, den tidligere Give Kommune og Friluftsrådet etableret et sammenhængende spor på imponerende 42 km.
Sporet består af ni mindre ruter af forskellig længde fra 1,7 til 7,5 kilometer samt store rundtur på 24,3 km. Det smarte er, at ruterne alle er udformet som cirkler, således at man altid vender tilbage til udgangspunktet. De er indbyrdes forbundne i et sammenhængende system, så man kan tilpasse sin rute efter eget ønske.
Se mere på odderbaek.dk
Den bjergrige:
Lerbæk Skov
Der er så mange smukke skove i Vejle Vest området, at det vel nærmest er unikt af danske forhold at være, men personligt vinder Lerbæk Skov og ådal konkurrencen for den smukkeste.
Og hvorfor det? Jo, det er som at gå i Sverige eller måske endda Norge.
Dalen mellem Jelling og Grejsdalen er blandt de dybeste i landet, og jeg mener endda at have læst, at den asfalterede vej på den nordsiden af åen engang er kåret som landets smukkeste vej. Og der er noget om det. Her er postkortsmukt.
På den anden side af åen, altså på sydsiden, finder man en skovsti, som man kan spadsere ad, men der er ikke så mange sidestier. En oplagt mulighed er at gå hele vejen rundt, altså på skovstien den ene vej, og på asfaltvejen den anden vej. Det er en lang tur, men det lønner sig.
Den storslåede:
Heden.
Jamen, det er bare en dejlig årstid at gå en tur på heden. Ok, måske er det sådan i den senere ende af sensommeren, men Randbøl Hede på den ene side af Hovedvej 176 mellem Egtved og Billund samt Frederikshåbs Plantage på den anden af hovedvejen er must for naturelskere eller folk, der bare søger ro.
Et oplagt sted at besøge, når man er der, er helt klart Naturrum Kirstinelyst, der ligger på kanten af Randbøl Hede. Her er der en ret brugbar udstilling om heden og dens mange facetter samt shelters, udekøkken med mere.
Se mere på kirstinelyst.dk