Vejle-veteraner vandt VM-medaljer
Vejle havde fem spillere med til badminton VM for veteranspillere i Ankara i Tyrkiet. Fire af dem vendte hjem med en bronzemedalje efter et begivenhedsrigt stævne med uvante udfordringer. Kampene blev spillet i en kæmpearena med 12 baner og plads til over 10.000 tilskuere, hvor der var en kraftig vind på langs af banerne. Flere spillere blev desuden ramt af maveonde.
Jakob Østergård spillede sig i semifinalen i herresingle. Det blev en meget lige og dramatisk kamp, hvor han måtte have lægehjælp to gange undervejs og til sidst tabte med 27-25 i tredje sæt, så han måtte "nøjes" med bronze.
Birte Bach Steffensen og Ellen Aagaard vandt bronze i damedouble efter flere suveræne sejre, indtil de blev bremset i semifinalen af de senere verdensmestre fra Japan. Birte og Ellen var også med i mixeddouble med hver sin makker, hvor de begge nåede frem til kvartfinalen.
Der var også bronze til Jens Dall-Hansen, der var med i herredouble sammen med Jesper Schou fra Holte. De tabte i semifinalen til et par fra Thailand.
Endelig nåede Lene Struwe Andersen til kvartfinalen i både damedouble og mixeddouble til VM i Tyrkiet, hvor der var over 900 spillere med.