Forbrugervalg er kommet godt fra start
Til og med fredag kan alle Arwos’ forbrugere stemme om, hvem der i fremtiden skal sidde i bestyrelserne for Arwos
I disse dage kæmper 37 kandidater om de fire ledige bestyrelsesposter i Arwos Vand og Arwos Spildevand. 20 borgere har valgt at stille op til Arwos Spildevand og 17 til Arwos Vand. Kandidatfeltet er bredt og blandet med spredning på alder, køn, bopæl, erfaring og baggrund.
“Forbrugervalget skal sikre, at Arwos' forbrugere fremover får sæde i de to bestyrelser, hvor de skal indgå i bestyrelsesarbejdet på lige fod med de andre bestyrelsesmedlemmer. Vi er utrolig glade for, at kandidatfeltet er så bredt og repræsenterer mange forskellige forbrugere i Aabenraa Kommune, siger teamleder Susanne Lehmann Pagh fra Arwos Kundeservice.
Blandt kandidaterne er flere lokalkendte navne fra bl.a. kommunalpolitik og kommune, ligesom også flere ingeniører med indsigt i vand- og spildevandsprocesser har valgt at stille op til bestyrelsesposterne i Arwos. Men også helt almindelige, engagerede borgere er at finde på stemmesedlerne, og for dem er hensynet til miljøet en afgørende årsag til deres kandidatur.
Bedre end nabokommuner
Det er første gang, at der afholdes forbrugervalg til de danske forsyningsselskaber, og derfor er der ikke nogen tidligere stemmeprocent eller et kandidatantal at sammenligne med. Men i nabokommunen Sønderborg er forbrugervalget allerede gennemført. Her stillede i alt otte kandidater op, og blot 297 stemmer blev afgivet til bestyrelsesposterne i Sønderborg Forsyning. I Haderslev afholder forsyningsselskabet Provas først forbrugervalg i oktober, men allerede nu står det klart, at kun fem forbrugere har ønsket at stille op til bestyrelsesposterne i Provas.
“Vi håber selvfølgelig, at stemmeprocenten kommer til at ligge væsentligt højere i Aabenraa Kommune end vi f.eks. har set i Sønderborg. For det er jo hele fundamentet for et demokratisk valg, hvor vores forbrugere skal vælge deres egne repræsentanter ind i bestyrelserne. Af samme grund kan vi derfor allerede glæde os over det brede kandidatfelt. Men vi skal også være realistiske og erkende, at forbrugervalget er et lavinteresseområde for mange borgere. Så vi krydser fingre for en god stemmeprocent. Men nu er det helt op til forbrugerne at bruge deres stemmeret og derigennem sikre deres indflydelse på Arwos”, slutter Susanne Lehmann Pagh.
Fakta
Sådan stemmer du
Alle husstande i Aabenraa kommune, der aftager enten vand eller spildevandsydelser fra Arwos, kan stemme til forbrugervalgene.
1: Gå ind på Arwos' hjemmeside www.arwos.dk
2: Find dit kundenummer frem
Har du et kundenummer, skal du bruge det for at stemme. Nummeret står på din årsregning. Det er ikke samme nummer, som står på din oversigt fra PBS. Har du ikke kundenummer, fordi du f.eks. bor i en etageejendom, skal du udfylde en tro og love erklæring på www.arwos.dk for at kunne stemme.
3: Senest den 29. september kl. 24.00 skal du have stemt.