Berettiget kritik
Byrådsmedlemmerne (S) Niels Ole Bennedsen, Bækgade 2 i Nordborg og Svend Erik Petersen Mommarkvej 27 i Sønderborg, skriver:
I torsdagsudgaven af JV svarer Stephan Kleinschmidt (SK) på Tommy Prokopeks (TP) kritik af SK omkring erhvervsudviklingen i kommunen. Det er en sag som starter fordi SK angriber et angiveligt dårligt klima i byrådet som årsag til kommunens dårlige placering på erhvervslisten. Naturligvis med henvisning til socialdemokraterne.
Det mener TP er en forfejlet kritik og at hvis ansvaret skal placeres politisk, så må SK se sig selv i spejlet. Så vil han se den politiker, som har det største ansvar for at kommunen har bevæget sig i den forkerte retning på erhvervsområdet. SK har nu i næsten 4 år været formand for det udvalg, som har erhvervsdelen som ansvarsområde. Flertalsgruppen lavede et budget uden 1 kr. til erhvervsdelen i udvalget. Det er en væsentlig årsag til at området også har været forsømt. Specielt Svend Erik Petersen (Sv.E.P) – støttet af Niels Ole Bennedsen (NOP) og TP – har adskillige gange i udvalget påpeget, at området er stærkt forsømt og at det hele har drejet sig om SK store interesse – kulturdelen.
Vi (NOP og Sv.E.P.) kan derfor fuldt ud tilslutte og bevidne TP"s kritik af SK som værende helt berettiget.
Vi mener – endnu engang – at vi ikke bør kritisere hinanden, men komme i arbejdstøjet og erkende at erhvervsudvikling og tiltrækning af arbejdspladser skal stærkt opprioriteres i det nye byråd. Det vil vi i hvert fald arbejde ihærdigt for.