Politikere på frivilligt arbejde
Fredag er der "Frivillig Fredag". Alle opfordres til at gøre frivilligt arbejde og nogen gør det hos Café Parasollen i Haderslev
Fredag d. 27. september er det Frivillig Fredag, hvor borgere, virksomheder og foreninger over hele landet opfordres til at sætte fokus på frivillighed eller give mulighed for at prøve at være frivillig for en dag.
"I Café Parasollen vil vi gerne være med til at bakke op omkring frivilligdagen, da frivillighed jo netop er en af grundstenene i vores daglige arbejde. Der er ca. 40 frivillige tilknyttet Café Parasollen i øjeblikket. Mennesker som alle yder en stor indsats med de mange forskellige opgaver, som skal løses i hverdagen," fortæller den daglige leder og fortsætter:
"I år er temaet ” Tag livet ind”. Det handler om at erfare, hvordan andre lever. Der bliver sat fokus på civilsamfundet som et sted at lære om samfundet og på den dannelsesproces der sker i det frivillige engagement. Frivillig fredag er en dag, hvor man kan møde mennesker med et andet hverdagsliv og dermed få en oplevelse, der kan være personligt udviklende."
"Derfor inviterer vi til Åbent Hus fredag den 27. september kl. 10 - 15, hvor der er gratis kaffe og kage til alle, som kommer forbi. Vi vil gerne fortælle om vores hverdag og de tilbud, som vi har. Gæster og frivillige kan vise rundt og måske fortælle, hvad det betyder for dem at komme i Café Parasollen, eller hvorfor de har valgt at bruge en masse tid på at være frivillige hos os," fortæller hun:
"Vi får også besøg af nogle politikere, som skal prøve at være frivillige i nogle timer.
Bl.a. kan Lone Ravn opleves kl. 10-11, Hans Peter Geil kl. 11-12 og Jens Christian Gjesing kl. 12-13, Børge Koch kl. 13-14 og Allan Emilliussen kl. 14-15. De vil få tid til både at prøve at lave frivilligopgaver, men også have tid til at snakke med de mennesker, som er i cafeen."