Fortsæt til indhold

Folkeskolen i havsnød - vend skuden!

Arkiv
Arkiv

Pelle Andersen-Harild, Enhedslisten - de rød-grønne i Frederikssund Enhedslisten – de rød-grønne i Frederikssund mener lærerne i kommunens skoler skal sidde på den anden side af forhandlingsbordet, når tjenestetid og arbejdsvilkår skal forhandles. Men sådan bliver det ikke. Frederikssund kommunes politikere har lagt sig fladt ned for de bestemmelser Kommunernes Landsforening har presset ned over lærerne efter konflikten i april. Det fremgår af de papirer, som danner baggrund for de beslutninger, byrådet skal vedtage den 25 september. Punktet på dagsordenen ledsages af 5 baggrundspapirer. Skræller man alt management-sludderet af rapporterne, står formålet klart: lærerne skal have flere undervisningstimer og mindre tid til forberedelse. Børn med særlige undervisningsbehov bliver sat ind i de almindelige klasser, uden at der bliver flere timer og penge til rådighed. Og så bliver der en endnu mere centraliseret ledelse i fremtiden. Det bliver nemlig skoleinspektørerne, der suverænt skal afgøre den enkelte lærers arbejdstid og arbejdsvilkår. Folkeskolen er en af grundstammerne i vores samfund. Det er her samarbejde og demokrati skal læres og prøves sammen med, at de nødvendige faglige færdigheder erhverves. Det kræver naturligvis engagerede og dygtige lærere. Det får man kun, hvis man respekterer lærerne og giver dem den nødvendige frihed og tid til at planlægge undervisningen. I de ti år, hvor VKO var ved magten, pressede man hele 14 nye love ned over hovedet på Folkeskolen og dens lærere, elever og forældre! Målet var verdens bedste folkeskole. Midlerne var kontrol, kontrol og prøver og prøver. Vægten blev lagt på det man troede kunne måles, og kreativitet, samarbejde og demokrati blev valgt skubbet til side. Det får man ikke verdens bedste folkeskole af. Så vend skuden! Giv pokker i Kommunernes Landsforening. Forhandl med lærerne om en ny aftale lokalt, sæt de nødvendige penge af og sørg for lærernes videruddannelse. Så har vi chancen for en god folkeskole og elever, der lærer for livet – og ikke blot for erhvervslivet.