Politiet beder borgerne om hjælp
Syd- og Sønderjyllands Politi fortsætter fredag eftersøgningen af den 73-årige Jørn Ballesgaard
Jørn Ballesgaard cyklede i onsdags midt på dagen fra sin bopæl på Højvangsalle i Varde i nedtrykt sindstilstand. Cyklen blev natten til i går fundet efterladt på Kongsgårdsvej ved Sct. Jacobiskolen i Varde. Den savnede beskrives som:
Mand, 73 år, 166 cm høj og spinkel af bygning med kort, mørkblond hår. Han bar briller og havde en sølvkæde om halsen. Han var formentlig iført en hoftelang, sort jakke m. lange ærmer, blå el. sorte cowboybukser samt træsko. Hans tandsæt er meget dårligt. Han kørte på en sort, rusten damecykel med cykelkurv. Han havde efterladt sin mobiltelefon og pung derhjemme.
Hvis man har oplysninger om Jørn Ballesgaard, kan man ringe til politiet på tlf. 1-1-4.
Eftersøgningen fortsættes i dag omkring Varde Å, med assistance af beredskabstyrelsen og dykkere. Også helikoptere hjælper til.
Sidst på formiddagen var hundeførere i gang med at undersøge engen ved Varde Å.
"Vi er på bar bund, og håber at offentligheden kan hjælpe os," fortæller eftersøgningsleder," Mads Dammark.
"Hvis nogen har set Jørn Ballesgaard, eller bemærket noget mistænkeligt omkring åen eller andre steder, så lad os høre fra jer på tlf. 1-1-4," siger han.