Vanskelig jysk udfordring venter HB Køge
Efter pokalnederlaget mod AaB i midtugen venter en ny jysk udfordring HB Køge i weekenden, hvor turen går til Silkeborg.
Der blev ikke noget pokaleventyr for HB Køge i denne sæson, da holdet tirsdag aften måtte tage afsked med turneringen efter et 1-2 nedarlag hjemme mod Superligamandskabet fra AaB.
Men HB Køge faldt med ære i opgøret, og anfører Morten Karlsen kunne se mange positive takter i kampen.
- Vi spillede bolden fint rundt, vi har et godt koncept og en god måde at spille på, og der er mange ting, vi kan tage med. Kunsten er nu at holde hovedet oppe og finde de positive elementer, så vi kan komme videre til næste kamp, sagde han ifølge hbkøge.dk efter kampen.
HB Køge dominerede spillet mod de jyske gæster, selv om de fik en svær start, da gæsterne kom i front allerede efter to minutter. Jeppe Kjær var endnu en gang i målscorerens rolle, da han hen mod slutningen af 1. halvleg udlignede for HB Køge, men AaB'erne satte et sejrsmål ind i 2. halvleg, og dermed var pokalturneringen et overstået kapitel for HB Køge.
HB Køges næste kamp spilles søndag den 29. september, hvor turen går til midtjylland til et opgør mod superliganedrykkerne fra Silkeborg. Det er et opgør mod en af de største konkurrenter til oprykningspladserne, og silkeborgenserne har efter en lidt vaklende start fået snit over spillet og sat kursen mod toppen af rækken, så der venter givetvis en vanskelig opgave for HB Køge.
Det er i øvrigt muligt at følge opgøret, selv om man ikke tager med på turen til Mascot Park i Silkeborg. HB Køge oplyser på sin hjemmeside, at opgøret streames direkte på tv3sport.dk. Kampen fløjtes i gang klokken 13.45.