Det summer af liv
Bier er spændende - det kan 5.A fra Sønder Otting Skole i Haderslev skrive under på
5.a fra Sønder Otting skole i Haderslev fik en flok nye, summende venner, som det var svært at sige farvel til igen. Som optakt til årets Naturvidenskabsfestival, der afholdes 26. september på UC Syddanmark campus Haderslev, er klassen med i et pilotprojekt om bier.
5.a fra Sønder Otting skole er pilotklasse i et forløb om bier, som en del af projekt 'Udeuniverset' på UC Syddanmarks Campus i Haderslev. 'Udeuniversitet' er et udendørs læringsmiljø udviklet af undervisere og studerende, som er målrettet folkeskolen. I det summende projekt er der opstillet 18 bistader samt et observations-bistade, hvor folkeskolelever vil kunne eksperimentere og lære, samtidig med at de er fysisk aktive.
Efter en kort introduktion til skoleeleverne var det tid til at trække i bi-dragt, så alle kunne komme på sikkert besøg hos bierne. Selvom et par stykker var lidt utrygge ved situationen, endte det med, at ingen kunne få nok af at hygge sig med bierne. Flere blev så modige, at de lod bierne kravle rundt på deres hænder. Iklædt bi-dragterne havde eleverne mulighed for at iagttage biernes arbejde med indsamling af pollen og pasning af yngel.
Til foråret skal eleverne igen besøge bistaderne og arbejde videre med spørgsmål som: Hvorfor dør bierne, når de stikker? Hvorfor har bier striber? Hvorfor har honning forskellige farver?
"Vi glæder os til at skulle af sted igen," siger Peter Vibe klassens natur/teknik lærer.
Fakta om projekt 'Udeuniversitet'
* Det er undervisere og studerende fra læreruddannelsen, der har udviklet læringsforløb med afsæt i konkrete fænomener på campus-området; dyr og planter, bygninger og stier, observationsbistade, vejrstation og vindmølle.
* Forløbene dækker en meget bred kreds af folkeskolens fag samt alle klassetrin.
* Bi-forløbet er støttet af Nordea Fonden.