Fif til have og altan
Foto: Per Rudkjøbing Gartner i Roskilde midtby gennem de seneste seks år, Klaus Thomsen, er manden, der sammen med en landsskabsarkitekt står for bedet ved Palægårdens udseende, krukkerne i byen, Byparken og Folkeparken. Med sig har han otte personer med grønne fingre. Han giver her Roskilde Avis’ læsere et par trick til, hvordan man får flotte altankasser og bede hjemme på privaten. Palæbedet er en af hans største udfordringer, fordi det ligger på byens mest centrale plads og bliver beundret af mange hver dag. Det skal derfor se pænt og frodigt ud året rundt. Det er forskelligt fra år til år, hvad man kan se i bedet, der altid er tæt plantet til. Klaus Thomsen fortæller, at bedet hvert år får besøg af blomsterelskere, der vil se, hvad han nu har fundet på. Og han får tit spørgsmål om blomster og pasning, når han passer planterne.
Blide pasteller
I år var temaet, De blide pasteller, og man kunne se mange blålilla nuancer, som blev peppet op af rosa, sartgule og limefarvede blomster og bladflader. For at give et roligt indtryk til farvesymfonien blev der også plantet rødbrune blomster og planter. I alt står der i dag 1.500 planter i de tre bede. Klaus Thomsen fortæller, at hvis man ønsker et smukt bed, bør man tænke på farvekombinationen og på planternes højde.
Smuk ramme
Ved Palæmurens bed har gartnerne brugt en indramning af lave tætte blomster i flere farver. Jo længere ind i beddet øjet kommer, jo højere og luftigere er planterne. Beplantningen er meget tæt, så man undgår ukrudt, til gengæld har de mange planter brug for meget næring og vand, fordi de står så tæt. Derfor bliver de gødet og vandet to gange om ugen. Hvis man vil vide mere om blomsterne i bedet, kan man klikke ind på kommunens hjemmeside. ag@roskildeavis.dk