Halv ironman på Stevns
Stevns Kommune og Køge Triathlon Team planlægger nyt stort triathlonstævne på Stevns næste sommer.
Triathlonsporten er i fremgang i Danmark, og nu er der et stort nyt stævne på vej lokalt. Køge Triathlon Team har en lang tradition for at arrangere stævner, men har nu søgt til Rødvig og Stevns Kommune for at få mere plads til et stævne til næste sommer.
Stevns Kommune og Køge Triathlon Team har således indledt et samarbejde omkring afviklingen af et større triathlonstævne på Stevns søndag den 29. juni 2014.
Distancen skal være en halv ironman svarende til en svømmetur fra stranden i Rødvig på 1900 meter efterfulgt af en cykeltur på 90 kilometer, hvor deltagerne cykler fra Rødvig mod Store Heddinge og videre imod Faxe. Der vendes efter 15 km. og tilbage til Rødvig.
Denne 30 km. lange rute gennemkøres tre gange inden den sidste udfordring skal gennemføres, nemlig en 21 km. lang løbetur, som igen er opdelt som en ud – hjem rute på syv kilometer fra Rødvig Havn og ud på den smukke Trampesti med den flotte udsigt over Østersøen.
Der vil være opløb og mål på den afspærrede Rødvig Havnefront, hvor arrangørerne håber at mange tilskuere vil følge triathleterne.
Stevns Kommune med Viceborgmester Mogens Haugaard i front som formand for Natur, Fritids- og Kulturudvalget har fra start bakket Køge Triathlon Teams ide op.
De indledende møder har været afholdt med deltagelse af Stevns Turistbureau, Rødvig Havn, Stevns Roklub m.fl og mange beslutninger skal træffes, inden arrangørerne kan invitere omkring 300 triathleter til Rødvig.
Arrangørerne har allerede nu fået mange henvendelser omkring denne halve ironman, hvor man kan tilmelde sig fra lørdag den 5. oktober via hjemmesiden www.stevns-triathlon.dk.