Små film hjælper patienter med genoptræning
Hvidovre Hospital har selv udviklet en række små-film, der eksempelvis kan lære patienter at gå med stok
Små film med enkle øvelser direkte ind på smartphone, tablet eller PC hjælper patienter på Hvidovre Hospital med at få overblik over deres behandling. Derfor introducerer man nu små-film, hvor patienter får instruktioner i genoptræning og eksempelvis lærer at gå med stok. Det er Fysio- og Ergoterapien på Hvidovre Hospital, der har udviklet en digital platform, hvor patientinformation præsenteres som små film, øvelsesinstruktioner i 3D, billeder, figurer og tekst - og præsenteres på medier, de fleste af os går rundt med i lommen. - I vores arbejde handler det meget om at instruere, demonstrere og undervise. Derfor er film og andre visuelle redskaber ideelle. Det virker bare bedre, fortæller Jette Christensen, leder af Fysio- og Ergoterapien. Det er Søren Tang Lauridsen og Jose Cerdan fra Fysio- og Ergoterapien, der har udviklet portalen. De er begge fysioterapeuter. Erfaringer fra Fysio- og Ergoterapien viser, at patienterne har svært ved at kapere al den mundtlige og skriftlige information, de får til selve behandlingsmødet. Det handler derfor om at få spredt informationen ud, så den er tilgængelig både før, under og efter behandling. red