Prøvekørte hullede stier
Roskildes politikere var i denne uge inviteret på cykeltur gennem byen af Dansk Cyklistforbund. Her skulle de se på de nye cykelbarometre, det blå cykellys i tunnelen under jernbanen og andre nye tiltag for cyklisterne.
Men byrødderne fik også lejlighed til at blive udfordret på nogle af de værste cykelstier i kommunen, der er svært hullede.
På turen oplevede politikerne den dårlige belægning på Køgevej fra rundkørslen syd for Roskilde station til Køgevejs tunnellen og på Søndre Ringvej fra Maglegårdsvej til Køgevej.
Livsfarligt på cykel
I følge Roskilde Avis' læsere på avisens Facebookside kunne de have taget turen på den tohjulede rundt i hele kommunen og oplevet de samme problemer med huller.
Blandt andet Mikkel Thomsen skriver, at hele kommunen er en skændsel set over et cykelstyr. Men at midtbyen tager prisen, fordi flere steder, efter hans mening, er direkte livsfarlige.
Susanne Rasmussen mener, at langt de fleste veje og cykelstier har haft det væsentligt bedre.
Hun synes, det er ligemeget, om hun kører cykel eller bil, så ryster og hopper transportmidlet værre end en sæk lopper i løbetid.
Jack Hedengran Henriksen nævner blandt andet, at der er et halv meters hul i vejen på Skovbovænget, og at næsten alle brønde og riste bør have justeret kanter, så de igen bliver uden flyvehop.
Repræsentanterne fra Dansk Cyklistforbund fortalte politikerne, at de håber på, at stierne bliver holdt ved lige i den kommende tid, og at man fortsætter med at forbedre forholdene for cyklisterne.
ag@roskildeavis.dk