Kørte hjemmeværnsfolk ned
En 70-årig mand gik angiveligt amok i sin bil omkring Ledreborg Slot
Tre hjemmeværnsfolk blev ifølge Retten i Roskilde påkørt af en bil på parkeringsområdet ved Ledreborg Slot 18. august i år.
Episoden skete mens de tre hjemmeværnsfolk var med til at dirigere trafikken, der opstod i forbindelse med slotskoncerterne.
En 70-årig mand skulle angivelig stå bag påkørslen, som ifølge anklageskriftet ikke var en ulykke.
Bank med kæp
De tre hjemmeværnsfolk talte to mænd og en kvinde, og de slap heldigvis alle relativt billigt fra den ubehagelige sag.
De skulle dog alle have fået skader på deres ben i forbindelse med påkørslen.
Men den 70-årige mente øjensynligt ikke, at det var nok.
Retten i Roskilde beretter også, at manden er anklaget for trusler.
Anklageskriftet mod den 70-årige fortæller, at han efter påkørslen skulle have truet de to mandlige hjemmeværnsfolk.
Her skulle han blandt andet have sagt, at han ville give dem bank med en kæp.
Den 70-årige skal for en dommer 3. oktober.
hw