Gågade eller forhindringsløb?

Jeg kan godt lide at se på forretninger, på deres vinduer, på udsmykning, på facaderne. Rigtig mange gør meget ud af det, så det er en fornøjelse at kigge på - ja man fristes til at gå ind i butikken og kigge videre.
Det at færdes i det offentlige rum skal gerne være noget rart - ja det må da gerne være sjovt og måske ligefrem en æstetisk nydelse at gå rundt i en by. Og det kan de forskellige forretninger være med til at gøre det til.
Men for at have mulighed for at se de forskellige forretningsvinduer og have tid til at stå og dvæle lidt, og måske overveje om man lige skal kigge indenfor, skal der jo både være plads og tid til det.
Roskilde er en gammel by med snævre gader og mange mennesker. Rigtig mange af os nyder en lørdag formiddag at gå "op i byen" - naturligvis for at købe ind, men da også for at nyde atmosfæren, kigge på ting, få en sludder med folk, man møder, give sig tid.

Kvaler

Når min kone og jeg går hjemmefra sådan en lørdag formiddag, skal vi naturligvis på torvet på Stændertorvet og ‘snuse', og vi skal gennem gågaden for at købe ind i diverse butikker.
Og det er her mine kvaler begynder.
For når jeg begiver mig ind i gågaden så er det afslappede forsvundet. Jeg bliver fokuseret og målrettet: jeg skal bare igennem! Jeg holder mig til den midterstribe, der - Gud ske lov - er lavet til de synshandicappede, så de da har chance for at klare skærene. Sjældent kan jeg gå ved siden af min kone, og hvis jeg møder nogen jeg kender - hvad jeg tit gør - så kan det oftest kun blive til et nik, for standser jeg op, vil der uvægerligt være en bag ved, der træder mig i hælen, eller jeg kommer selv til at skubbe til et barn foran, der er faldet i staver med sin is i hånden.
Det, der skaber noget der mere minder om et forhindringsløb end en afslappet lørdags slentretur ned af gågaden, er det væld af stativer og store kasser, der fylder massivt op i det, der jo vel er tænkt som en hyggelig slentre-gade med tid til snak, til pauser, til at stoppe op og kigge på forretninger.
Jeg er ikke sjældent kommet i karambolage med disse ting - stødt mig hårdt på en kasse, halvvejs væltet et stativ med trøjer, der røg af bøjlerne, så jeg måtte samle op og hænge på plads. Til tider har det gjort rigtig ondt, har det, hvilket jo ikke ligefrem hjælper på ens humør.
Men ud over at disse mange ting, der står i gaden, gør det vanskeligt at manøvrere, så dækker de jo også for det, der skulle være noget af det sjove: at kigge på facader, kigge på vinduer, blive fristet til at gå indenfor.

Opmærksomhed

Det der skulle gøre en gågade som Skomagergade hyggelig burde jo være livet på gaden: en gademusikant i den ene ende; Frelsens Hær i den anden ende; den unge kvinde, der sælger bladet (et meget læseværdigt blad!) til støtte for de hjemløse; bænkene til de trætte bedsteforældre; og så altså: sjove, spændende, opfindsomme vinduesudsmykninger, der tiltrækker opmærksomheden.
Der er byer rundt omkring i landet, hvor man har ‘gade-konkurrence': hvilket hus er årets flottest vedligeholdte hus.
Kunne vi her i gågaden i Roskilde prøve med en lignende konkurrence: hvilken forretning har årets sjoveste, smukkeste, mest opfindsomme udstillingsvindue?
Så fik vi slået to fluer med et smæk: gaden blev mere åben og fri, så vi undgik blå mærker, og butikkerne og deres vinduer fik mulighed for at fange vores opmærksomhed.

Rødt citat
"Det, der skaber noget der mere minder om et forhindringsløb end en afslappet lørdags slentretur ned af gågaden, er det væld af stativer og store kasser, der fylder massivt op"