Kæmpe oktoberfest i Skovbohallen
ØLFEST: Fredag den 11. oktober bliver Skovbohallen i Bjæverskov for en aften omdøbt til ”Bjæverskov Stadthalle”, idet IF Frem Bjæverskov for første gang giver sig i kast med en Bierfest.
- Skovbohallen vil denne aften være dækket op med 16 langborde, som hver er tilhørende og markeret med en tysk delstat, og borde og hal er selvfølgelig pyntet efter bedste oktoberfeststil, som når de afholdes i Tyskland, eller efterhånden flere andre steder i Danmark, især i det jyske, fortæller Steffen Andersen fra IF Frem Bjæverskov.
Bjæverskov tager nu kampen op i denne festdisciplin, sammen med de kendte sønderjyske orkester drenge fra Top Seven, som rent faktisk kom med ideen, takket være det altid feststemte publikum, som de har mødt flere gange i Skovbohallen.
- Man tager simpelthen stemningen fra Oktoberfesten i München, blander det med en gang Bierfest fra Østrig, og tilsætter en stor portion afterskiing fra Østrig - så får man Top Seven Bierfest/Bierparty, smiler Steffen Andersen.
Top Seven stiller med seks mand i Lederhosen, og vil de første timer spille umbaba-musik og skålesange i bedste Bierparty-stil, og derefter gå over i populær dansemusik, syv timers non-stop musik fra klokken 18.00.
At Bierfesten har en fremtid i Bjæverskov tyder alt på, da man kan melde fuldstændig udsolgt i Skovbohallen denne fredag aften. 650 ”Heidi'er og Anton'er” vil fra klokken 17.00 mod aflevering af deres billet, blive lukket ind til den specielle og atmosfærefyldte Bierfeststemning, hvor selvfølgelig alle – eller håber man, næsten alle – gæster tage opfordringen op fra arrangørerne, om at komme klædt i Bierfest/Tyrolertøj som det sig hør og bør.
pm