Fortsæt til indhold

Disciplinerede springbønner

De 14-årige tvillingesøstre Kasandra og Victoria har givet afkald på meget for at være elitegymnaster. Men der er intet, de hellere ville

Arkiv
Af Mikkel Andersen

Træning tre gange om ugen, hver af tre timers varighed. Hjemmetræningsprogrammer, der trimmer fysikken. Afkald på sociale aktiviteter med klassekammerater. Lektielæsning på ukristelige tidspunkter. Slid, slæb, anstrengelser og overbelastningsskader. Og så kan man ikke engang vinde noget.
At være en del af Talentholdet under KIF spring og gymnastik lyder som en urimelig sur tjans, når man er 14 år gammel. Men tvillingerne Kasandra og Victoria Bøttker vil for intet i verden bytte med et liv som 'almindelige' teenagepiger.
”Man kan sagtens have en træls dag eller en træls træning, men når du står dér, du har lige afsluttet en opvisning eller en serie og publikum jubler, så er det det hele værd. Det er superfedt,” fortæller Victoria og Kasandra supplere:
”Og bare det at være sammen med de andre, vi har et helt fantastisk sammenhold og gode venskaber. Fire timers bustur når aldrig at blive kedelige, når vi rejser med holdet.”

Streng selvdisciplin

Et typisk dagsprogram ser ellers helt galimatias ud: mandag har pigerne fri fra skole klokken 15.15. Så hjem og slappe af? Nej, for de er tillige trænere for andre et andet af KIFs gymnastikhold, så de tager direkte i hallen efter skole. Først når deres egen træning slutter kl. 21.30, vender de næsen hjemad. Så er den dag gået. Nej vent, så skal der jo også lige laves lektier.
”Jeg behøver heldigvis ikke indpiske med hverken lektier eller træningen. Pigerne har stor selvdisciplin. Men de ved, at lektierne kommer først og at de skal laves, og det betød da, at Kasandra lavede lektier til næsten midnat den anden dag,” fortæller mor Lisbeth.

Det koster at være bedst

Talentholdet træner fast 3 timer hver mandag og hver onsdag. Dertil kommer 5 timers træning hver anden fredag op til opvisningerne plus fysisk-, motorisk- og smidighedstræning i weekenden. Og nej, man kan ikke lige tage en slapperweekend, for gymnasternes udvikling bliver hele tiden fulgt og prøvet.
”Der er mødepligt til alt med holdet, sådan er det. Alt. Jeg tror måske, at en begravelse kan få dig fritaget, men ellers ikke. Hvis vi bare mangler én, kan det hele gå i vasken og alle på holdet har en vigtig funktion som forpligter,” forklarer Kasandra bestemt.
Den hårde træning har imidlertid konsekvenser: Kasandra har haft både håndleds- og knæskader. Victoria har heldigvis holdt sig nogenlunde skadefri. ”Der er flere, der får skader, når de skal træne så meget, som vi gør. Kroppen skal nå at vænne sig til den belastning, vi udsætter den for. Det er virkelig også hårdt for hænderne, når du skal slå flik-flak på et stengulv, hvilket vi har gjort til flere,” fortæller Victoria.
En ting gentager de dog: de kan slet ikke forestille sig at lave andet lige nu, for de elsker det ganske enkelt.