Du kommer ikke sovende til verdensklasse
KIFs Talenthold er et gymnastikopvisningshold på eliteplan. Og så består det hovedsageligt af børn. Børn, for hvem streng disciplin og godt kammeratskab er med til at sikre dygtiggørelse
Det er et imponerende syn, når der til en helt almindelig træning suser baglæns saltoer, dobbelt skruer, flik-flak og anden springakrobatik gennem luften. Alle 26 gymnaster på KIFs Talenthold udviser stor dygtighed, men de er ikke kommet let til det. Det kræver mere end hård træning, at være et opvisningshold i topklasse.
”Det er et godt sted at blive opdraget. Det kræver et hvis niveau og modenhed at være med hér. De får pludselig en familie på 25 medlemmer, som de skal indordne sig under, og det kan nu være svært nok med fire. Det stiller store krav til børnene. Og med alle de timer, de tilbringer sammen, kræver det også, at de er gode kammerater og at kemien fungerer imellem dem,” fortæller Gitte Skovgaard Bredvig, som er sekretær, arrangør og praktiker for holdet.
Oplevelser for livet.
Det hårde slid og de mange træningstimer belønnes med en masse opvisninger i udlandet og publikums jubel. I sommeren 2014 skal holdet optræde foran mange tusinde mennesker til verdens største Tattoo i Canada.
”Selvom de ikke konkurrerer om medaljer, er der intern konkurrence på holdet om, hvem der kan slå den hurtigste flik-flak og så videre. Men allervigtigst handler det om, at de kollektivt gerne vil være bedre end alle de andre,” forklarer Gitte Bredvig og understreger, at konkurrenceelementet ikke er det vigtigste:
”Holdet er til for at give børnene en masse fede oplevelser og en fed tid, som de kan tage med resten af livet.”
Lad verden høre
Selvom Talentholdet har høstet mange roser og imponeret uden for landets grænser, er de måske lidt overraskende mindre kendte i Danmark ja endda i hjembyen Kolding.
”Vi vil rigtig gerne gøre opmærksomme på os selv og at vi her i Kolding har et superdygtigt opvisningshold. Men indtil videre må vi erkende, at vi er mere kendte i Hamborg end her, selvom vi springteknisk nok er bedre end flere af de mere kendte opvisningshold,”
Om Talentholdet:
Etableret som en del af KIF Spring og Gymnastik i 1994
Flyttede ind i Trefor Arena til tidssvarende træningsfaciliteter i 2008
Rekrutterede tidligere kun fra egne rækker men har i dag udøvere fra hele regionen
Består af 26 gymnaster i alderen 10 til 23 år
Har holdt opvisninger i Tyskland, Sydafrika, Kolding midtby og mange andre steder
Skal i sæsonen 2013 / 2014 (indtil videre) opvise i bl.a. Belgien, Tyskland og Canada
Holdet har en holdleder, en sekretær, en fysioterapeut og 10 trænere tilknyttet