Har indført brugerbetaling
Far til to elever på Peder Syv Skolen, Michael Cornelius Rønn Hansen, mener, at Peder Syv Skolen forsøger at indføre brugerbetaling på folkeskolen.
Ved skolestart modtog han et brev, hvori der stod, at hans ældste barn kunne leje et af skolens nye skabe til taske, bøger og computer for 200 kroner om året. En computer, som skolen opfordrer eleverne på de ældste klassetrin, til at tage med.
- Jeg tænkte, at nu indfører de brugerbetaling ad bagvejen, det er ulovligt ifølge folkeskoleloven, siger Michael Cornelius Rønn Hansen.
Lyder forkert
Tidligere formand for og nuværende medlem af Skole- og Børneudvalget Henrik Stougaard hører for første gang om sagen fra Roskilde Avis.
Han mener, uden at kende meget til sagen, at det lyder forkert at kræve leje for skabene, hvis det har noget med undervisningen at gøre.
- Det er ikke noget, vi skal have her i kommunen, derfor vil jeg tage det op på et af vores møder, så vi kan få diskuteret problemet, siger Henrik Stougaard
I tvivl om lovlighed
Michael Cornelius Rønn Hansen kontaktede skolechef i Roskilde Kommune Lars Hansen, for at få at vide, om lejen af skabet var i orden.
Lars Hansen er i tvivl om, hvorvidt lejeordningen er i lovlig. Han har derfor kontaktet KL og Undervisningsministeriet.
- Undervisningsmaterialer skal stilles gratis til rådighed, men da det er frivilligt, om man vil leje et skab, er det i gråzonen, derfor har vi taget kontakt til ministeriet for at få hjælp, siger Lars Hansen.
Michael Cornelius Rønn Hansen mener ikke at frivilligheden gør en forskel, da det åbner op for forskelbehandling af eleverne.
- De som har penge, kan passe bedre på deres ting mens de er i skole, mens dem som ikke har penge ikke har samme mulighed.
- Det er ikke en behandling, jeg forbinder med en fri og demokratisk folkeskole, siger faren til de to elever på skolen.
Elevskabene er en form for kompensation for, at eleverne på sluttrinnet har mistet deres faste, aflåselige klasseværelse, som følge af et forsøg med en ny struktur i udskolingen.
ag@roskildeavis.dk