Fortsæt til indhold

Jeg vil gerne lave noget nyt

Arkiv
Af Torben Kristensen Foto: Per Rudkjøbing

- Jeg vil gerne lave nye retter hele tiden. Men vores mange stamkunder her bliver sure, hvis vi fjerner nogle af de gamle retter på spisekortet, fortæller Birgitte Grønnemose.
Den 32-årige chefkok på Rådhuskælderen ved domkirken har dog fundet en løsning på det dilemma:
- Så laver jeg månedens menu med sæsonens råvarer, og der er en fiskeret hver dag. Vi har også et par særlige tilbud på tavlen, og på den måde er der så muligheder for at eksperimentere med nye retter, forklarer hun.

Træt af bøger

Oven på folkeskolen var Birgitte Grønnemose godt træt af bøger og havde lyst til noget praktisk med hænderne:
- Derfor tog jeg på husholdningsskole og fandt ud af, at jeg godt kan lide at lave mad. Så bestemte jeg mig til at blive kok.
- Jeg synes, det er sjovt at kunne give folk noget at spise, så de bliver glade, fordi det smager godt. Det er en dejlig fornemmelse.
Hun beskriver sit køkken som klassisk fransk-dansk. Eksempelvis har hun både foie gras (fed lever af and eller gås) samt salat med varm gedeost på programmet.
- Så er jeg glad for at lave fisk, og derfor er der en særlig ret hver dag.
- Smørrebrødet gør vi meget ud af, fordi her er mange til frokost. Det skal være gedigent - lige fra sild og røget ål til hønsesalt og skrap ost.
Hendes egen yndlingsret er kammuslinger, enten de nu indgår i en hoved- eller forret.
Den foretrukne vin er en hvid 'halbtrocken' tysker, men vintjeneren pønser på snart at lokke hende til at drikke en Pinot Gris Reserve fra det berømte Alsace-hus Trimbach i Ribeauvilé.

Placeringen lige ved siden af domkirken giver mange turister, der ønsker smørrebrød til frokost.

Stjerneture

Når Birgitte Grønnemose skal ud at spise i Roskilde vil hun prøve noget forskelligt. Sidst har hun været på Mumm og hos italieneren Gusto Giustu.
Hun er heller ikke blev for at tage på ture til de store steder i udlandet med Michelin-stjerner. I London har hun været på den berømte 'The Fat Duck' og hos tv-kokken Gordon Ramsay.
- Jeg sikrede mig først plads ved et bord, før jeg turde købe rejsen. Men det var nu lidt overdrevet på Den Fede And, når der skal foregå et helt show, mens man smager på maden. Men hos Ramsay var det rigtig godt.
I Danmark har Birgitte sammen med restauratøren, Jeanette Dalsgaard, også besøgt en række af de berømte steder, som f.eks. Falsled Kro for at hente inspiration.
- Men jeg lærer nu mere, som jeg kan bruge, når vi kommer på et brasseri, enten det så er i Paris eller i København. Kombinationen af uhøjtidelig stemning hos gæster, der sidder tæt, men får kvalitet på tallerkenen, tiltaler mig.
Den unge køkkenchef går meget op i sit fag og bruger mange timer på at udvikle eller forbedre sit køkken. Trods de lange arbejdstider får hun dog også tid til at være sammen med jævnaldrende kammerater og svømme flere gange om ugen.
- Jeg er simpelthen glad for mit fag og mit arbejde, fortæller hun.


Blå bog
Navn: Birgitte Grønnemose
Født: 1981
Opvokset i Ølstykke, hvor faderen var murer og moderen arbejdede på en fabrik.
Efter 10 år i Folkeskolen tog hun et år på Vordingborg Husholdningsskole.
Gik et år på Slagteriskolens basisuddannelse, hvor eleverne prøver alle forskellige linjer: Slagter, bager, kok Osv.
Kom så i lære som kok i Frederikssund, men da stedets menukort blev indskrænket, kom hun i stedet for til Hotel Prindsen hos den prisbelønnede Rasmus Rasmussen, der nu er på Comwell i Roskilde.
På Rådhuskælderen i Roskilde fra 2004, da hun var udlært.
2010 blev hun køkkenchef, da restauranten voksede, så der blev brug for det.