Vi er utilfredse med vejene
Et flertal af danskerne er utilfreds med vedligeholdelsen af vejene. Kommuner erkender, at de er bagud og vælger ofte den billige løsning
Kun hver syvende bilist er "tilfreds" eller "meget tilfreds" med kommunernes vedligeholdelse af vejene.
Det viser en undersøgelse, som FDM har fået Voxmeter til at foretage.
Næsten halvdelen af bilisterne er "utilfredse" eller "meget utilfredse" med tilstanden af vejene.
Bilisterne i Region Sjælland er mest utilfredse med standarden, mens bilisterne i Hovedstaden generelt er de mest tilfredse.
Samtidig erkender kommunerne, at de er bagud med vedligeholdelse af vejene.
FDM har også spurgt kommunerne selv om deres prioritering af vejene, og her svarer 86 procent af kommunerne, at de har et efterslæb i forhold til vejene.
Til FDM"s Blad "Motor" siger Louise Skov, der er konsulent for miljø- og infrastruktur hos FDM:
"Når kommunerne har investeret mange milliarder over tid i at anlægge veje, er det hovedløst ikke at passe på dem. Hvis man ikke vedligeholder løbende, men i stedet lader dem forfalde og først reparerer, når der opstår huller, så bliver regningen meget dyrere i sidste ende. Det er, ligesom det ofte er billigere at rustbeskytte en bil, frem for at udbedre skaderne, når først rusten har bidt sig fast," siger hun.
Den billige løsning for kommunerne er en såkaldt overfladebehandling af vejen. Det er dem, der smadrer bilernes ruder på grund af de mange løse og små sten.
Her sprøjter asfaltfirmaerne Bitumen ud på vejen bagefter kommer en lastbil og drysser sten på. Herefter er det op til bilisterne at køre vejen til, indtil vejen til aller sidst bliver støvsuget for de sidste løse sten.
Til den dyre, men langtidsholdbare løsning, bruger asfaltfirmaerne skærvematrix.
"Kommunerne bruger de billige løsninger, fordi de mangler penge, men på sigt skyder de sig i foden. Men hellere billige løsninger end slet ingen løsning, hvor vejene bare forfalder," siger Ole -Jan Nielsen.
Lav kontrakter
For at få bugt med efterslæbet kan kommunerne indgå fusionskontrakter med firmaer:
"Med en sådan kontrakt, der typisk kører over 15 år, forpligter firmaerne sig til hurtigt at få vejnettet op på en god standard. Herefter skal den høje standard så holde i hele kontraktperioden," fortæller udviklingshcef Ole-Jan Nielsen fra NCC.
Udviklingskontrakterne mellem firmaer og kommuner er blevet populære, Fra 2010 til nu udgør værdien af fusionskontrakterne 2,6 milliarder kroner for hele branchen.
"Udviklingskontrakterne egner sig dog kun til et mere overskueligt vejenet," understreger Ole-Jan Nielsen. "I byerne vil det være for uoverskueligt at indgå den slags længerevarende kontrakter," siger han.